Midtsulehuset er en hustype, som er kendetegnet ved, at taget er båret af én række kraftige stolper. I Sydskandinavien var midtsulehuse den mest almindelige hustype i hele bondestenalderen og den tidligste del af bronzealderen.
Ordets midterste led sule er et ældre dansk ord for 'stolpe'. Det er fællesnordisk, jf. norrønt súla, og sproghistorisk samme ord som søjle.
toskibet langhus
Midtsulehuse var funderede på jordgravede træstolper. Vægten af taget hvilede på et langt, vandret stykke tømmer, som kaldes en ås. Åsen var båret af en række lodrette stolper, de såkaldt midtsuler, som var placeret centralt i husets længdeakse. Husenes ydervægge, som taget også hvilede på, var ligeledes funderet på lodrette, men mindre kraftige stolper. Husene var enten rektangulære eller ovale. Idet egentlig bygningsrester sjældent er bevaret, er næsten al viden om husene dannet ud fra hullerne efter de jordgravede stolper; se stolpehuller.
Midtsulehuse fra den sidste del af bondestenalderen og den tidlige af bronzealderen har sommetider en forsænkning i østenden. Forsænkningens funktion er omdiskuteret. En tolkning er, at den blev gravet for at skabe frihøjde under et loft. Forsænkninger er ofte rige på arkæologiske fund.
Midtsulehusene skelet var bygget af træ. Det foretrukne bygningstømmer var egetræ, som var slidstærkt og langtidsholdbart. Taget har antagelig oftest været dækket af tagrør. Ydervæggene var enten helt af træ eller lavet af vidjer flettet ind mellem de jordgravede vægstolper og klinet med ler; se lerklining.
Størrelsen på midtsulehuse varierede. Huse fra den første del af bondestenalderen er oftest små, 3-5 meter brede og 10-15 meter lange. I den sene del af bondestenalderen, dolktid, er husene større, typisk 5-7 meter brede og 15-20 meter lange. Fra denne periode kendes også enkelte meget store midtsulehuse. Disse 40-45 meter lange og 7-8 meter brede huse er bl.a. udgravet i Hemmed Plantage på det nordøstlige Djursland, i Vinge i Nordsjælland og i Limensgård på Bornholm.
Midtsulehuse kendes fra den tidlige og midterste del af bondestenalderen, tragtbægerkulturen, ca. 4000-2800 f.v.t. Fra perioden 2800-2350 f.v.t. kendes kun ganske få huse. Midtsulehuse blev særlig udbredt i bondestenalderens sidste del, dolktid, 2350-1700 f.v.t. og begyndelsen af ældre bronzealder, ca. 1700-1500 f.v.t.
Midtsulehus var først og fremmest beboelse for mennesker. At husene blev bygget større i slutningen af bondestenalder og den tidlige bronzealder skyldes dog formentlig, at de fik flere og flere økonomiske funktioner. Hvor vestenden var beboelsesdelen, blev den østlige del af husene brugt til oplagring af fx byggematerialer, husdyrfoder og korn. Muligvis begyndte man også periodevis at holde husdyr under tag; måske for lettere at kunne indsamle gødning. De meget store huse fra dolktid var desuden manifestationer af beboernes rigdom og magt, og de er dermed et tegn på en øget social lagdeling af samfundet i denne periode.
I den anden halvdel af ældre bronzealder blev midtsulehuset afløst af det treskibede langhus. Denne hustype havde to rækker tagbærende stolper i stedet for en og kunne derfor bygges bredere end midtsulehuse. Det treskibede langhus blev den dominerende hustype i resten af Danmarks oldtid.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.