merindkomstskat

Indretningen af de forskellige historiske merindkomstskatter falder typisk i en af to kategorier:

I det første tilfælde beregnes en normalindkomst som et gennemsnit af de seneste års indkomst, inden den ekstraordinære begivenhed fandt sted. Herefter beskattes stigningen i forhold til det seneste år, eventuelt med et bundfradrag.

I det andet tilfælde, som specielt er relevant for virksomheder, beregnes virksomhedens ekstraordinære gevinst som den del af overskuddet, der overstiger en fastsat normalforrentning af virksomhedens egenkapital. Denne sidste beregningsmetode svarer i sine grundtræk til en selskabsbeskatning med et egenkapitalfradrag, som anvendes i nogle lande også under normale omstændigheder. Den anses af mange økonomer for at være en forholdsvis velindrettet skat, fordi den kun beskatter overnormal profit og dermed medfører et mindre dødvægtstab end en ordinær selskabsskat, der også beskatter normalforrentningen

I andre situationer, hvor staten har ønsket at inddrage en del af nogle virksomheders ekstraordinært høje gevinster, har man anvendt andre regler som eksempelvis en afgift, der afhænger direkte af virksomhedens omsætning eller af prisniveauet på de produkter, som virksomheden sælger. Selvom sådanne særskatter ikke er merindkomstskatter i egentlig forstand, behandles de ofte på lige fod hermed, hvis de er midlertidige og udtrykkeligt begrundede i særlige omstændigheder, der giver den pågældende branche særligt gode indtjeningsmuligheder.

En yderligere variant er en merformueskat, hvor skattegrundlaget er stigningen i en skatteyders formue i forhold til et tidligere år. Den danske engangsskat efter 2 Verdenskrig var en sådan merformueskat, ligesom blandt andet Tyskland indførte en sådan skat under 1. Verdenskrig.

Indførelsen af en merindkomstskat på ekstraordinære gevinster har typisk været begrundet i to forhold. For det første en vurdering af fairness baseret på, at der var tale om en indkomst, som den pågældende ikke selv har ydet en særlig indsats for at erhverve. For det andet det forhold, at skatten kunne finansiere udgiftsbehov, som de pågældende ekstraordinære omstændigheder samtidig har skabt, eksempelvis militærudgifter eller understøttelse af andre befolkningsgrupper i en dyrtid. I nogle tilfælde, som ved afslutningen af 2. Verdenskrig i Danmark, har det også været et bevidst ønske at stabilisere økonomien ved at fjerne noget købekraft, som ellers kunne have resulteret i overophedning og inflation.

Fra et fagøkonomisk synspunkt har en skat, som pålægges såkaldt ren eller overnormal profit, nogle hensigtsmæssige egenskaber, fordi den modsat en almindelig indkomst- og selskabsbeskatning enten slet ikke eller i hvert fald i mindre omfang forvrider de økonomiske beslutninger. Derfor giver den ikke anledning til et dødvægtstab på samme måde som normal beskatning. En merindkomstskat, der beskatter en uforudset ekstraordinær gevinst, vil ofte svare hertil. Omvendt kan det anføres, at pålæggelsen af en engangsskat kan skabe forventninger til, at staten i fremtiden vil gentage skatten under andre omstændigheder og dermed skabe større usikkerhed om beskatningen fremover, hvilket blandt andet kan påvirke virksomhedernes investeringer negativt. Det gælder især, hvis sådanne ekstraordinære tiltag er asymmetriske, sådan at virksomheder og personer pålægges særlig beskatning ved ekstraordinært gunstige begivenheder, men ikke får nogen lempelser eller støtte, når de rammes af ekstraordinært dårlige hændelser.

• krigskonjunkturskat
• engangsskat
• skattepolitik