kvinders stilling i Romerriget

Ikke meget vides om kvinder i den Romerske Mellemrepublik. Fra og med tiden omkring den anden Puniske Krig er det dog muligt at beskrive større sociale ændringer i den Romerske lovgivning og offentlige debat, der havde en direkte indflydelse på kvinders liv og status. Dette skyldes, at kildematerialet fra perioden før den andem Puniske Krig betragtes som værende mytisk karakter og i bedste fald overfladisk.

Med afslutningen af den anden Puniske krig har vi mere troværdige kilder, både førstehåndskilder og senere kilder, der beskriver den politiske debat i senatet, større ændringer, krige, og sociale forandringer i selve Rom. Det er på dette tidspunkt, vi begynder at kunne skimte konturerne af kvindernes nye status og position i Rom.

Under den anden Puniske Krig, også kendt som Hannibal-krigen, led Rom svære tab; først i Spanien og senere i selve Italien. Bedst kendt er slaget ved Cannae, hvor Romerne ifølge kilderne mistede 50.000 legionærer på en enkelt dag. Grundet disse nederlag og massive tab måtte Rom igen og igen mønstre nye legioner, og det var ikke gratis. Den Romerske statskasse blev nærmest tom, og man vedtog en særlig lov, Lex Oppia (navngivet efter Oppius, der fremsatte den), som indskrænkede kvinders ret til at bære smykker og fremvise deres rigdom. Kvinderne skulle også donere til statskassen for at hjælpe krigsindsatsen. En romersk legende siger, at kvinderne gladeligt gjorde dette.

Efter krigen, nærmere bestemt i 195 f.v.t., debatterede senatet en ophævelse af loven. Statskassen var nemlig igen fuld, og Rom nød på dette tidspunkt fornyet økonomisk fremgang og stabilitet. Livius (59 f.v.t. – 17 e.v.t.) er vores bedste kilde til disse forhold.

Cato den Ældre argumenterede heftigt imod enhver tilbagerulning af loven, idet han frygtede, at kvinder dermed ville blive for selvstændige og for rige. Den konservative Cato ønskede ikke, at kvinder skulle have indflydelse over mænd, og særligt ikke over senatorer og magistrater. Hans frygt var ikke helt ubegrundet. Kvinderne i Rom havde nemlig organiseret sig, havde belejret tribunernes hjem, invaderet Forum Romanum og stod ude foran senatsbygningen og krævede højlydt at få loven omstødt. Loven blev da også omstødt, og Cato led således et af sine få nederlag.

Ophævelsen af lex Oppia er et kritisk vendepunkt for kvinderne i Rom. De havde igen lov til at bære deres fineste smykker, rejse med vogn, bære lilla og vise deres ophøjede status. Dog er det værd at sige, at kvinderne ikke kunnet have ført den meget aktive kampagne imod loven, hvis deres mænd, fædre og brødre havde været imod det. Det var sandsynligvis i de mandlige familiemedlemmers interesse, at kvinderne fik disse rettigheder tilbage, da kvindernes rigdom var en forlængelse af deres status.

26 år senere, i 169 f.v.t., var Cato igen på færde. Denne gang med loven lex Voconia. Loven gjorde det ulovligt at indsætte en kvinde (mest åbenlyst en datter) som enearving. Loven indskrænkede arveretten, således at en kvinde maksimalt kunne arve halvdelen af sin faders ejendom. Selv om dette synes at være et meget hårdt angreb imod kvinder, tyder alt på, at det ikke var hensigten med loven at ramme kvinderne, men derimod at sørge for mændenes (sønnernes) økonomiske sikkerhed og sikre dem finansielle midler til at drive politiske kampagner og sikre deres karrierer med.

Cicero karakteriserede godt hundrede år senere loven som voldsomt uretfærdig imod kvinder. Loven havde nemlig ingen undtagelser. Hvis en mand ingen sønner havde, men en datter, kunne denne datter ikke arve. Samtidig tyder det på, at kvinder i stigende grad arvede store mængder og faktisk var blevet rigere og rigere – netop den konsekvens, Cato havde frygtet.

Loven var rettet mod det øverste lag, den første gruppe i en census. En måde at undgå loven på var at undlade at lade sig registere. Hermed kunne døtrene arve fuldt, men det er uvist, hvor mange der benyttede sig af denne mulighed. I alle henseender kunne kvinder stadig arve, og de kunne stadig besidde ejendom, rigdom og øge denne.

Ægteskabet var essentielt i det romerske samfund. Det blev indgået af mange grunde, sjældent på grund af kærlighed, om end kærlighed mellem ægtefolk synes at have været relativt hyppigt. Som oftest var ægteskab et politisk redskab. Ved at lade sig selv eller en søn eller datter gifte kunne man knytte nye politiske alliancer. Mænd giftede sig som oftest første gang, når de var i sidste halvdel af tyverne, omkring den tid, hvor de skulle til at begynde deres politiske karriere, cursus honorum. Kvinder, eller rettere piger, blev gift tidligere. En "kvinde" var giftedygtig allerede fra 12-årsalderen. Dog er der meget få kendte tilfælde af giftemål i så ung en alder. Kvinder blev som regel gift, når de var mellem 15 og 18 år gamle.

Rom var i sin essens patriarkalsk. Dette afspejles også i det traditionelle ægteskabs sammensætning: I den tidlige republik og i mellemrepublikken tyder alt på, at den mest almindelige form for ægteskab var ægteskab in manu, hvorkvinden ved ægteskab overgik fra at høre under sin fars autoritet (patria potestas ) til at høre under sin mands autoritet (manu 'hånd'). Hermed overgik kvinden fra sin fars familie til sin mands, og manden havde fuld kontrol og magt over hende. I Senrepublikken tyder alt på, at denne form for ægteskab var forældet og kun blev taget i anvendelse i meget få tilfælde. I stedet var langt størstedelen af ægteskaberne efter alt at dømme sine manu ('uden hånd'), hvorved kvinden forblev i sin fars familie og under hans autoritet, men kun indtil faderens død. Hermed blev hun sui iuris ('i sin egen ret') og kunne frit administrere sin egen økonomi, arv, ejendomme m.m. Med denne form for ægteskab kunne kvinden også lade sig skille fra sin mand. En skilsmisse var en relativt nem affære i Rom, hvor man lod sig skille via brev. I dette brev lod den anden part vide, at de enten "skulle forlade huset", eller at man selv ville forlade huset. Ved skilsmisse skulle enhver medgift også betales tilbage, og i tilfælde af sui iuris ville hele medgiften (bortset fra et beskedent beløb til eventuelle børns velvære) tilfalde kvinden.

Det er uvist, hvor udbredt "uddannede" kvinder var. Det antages oftest, at langt de fleste kvinder i de øverste lag var kyndige i latin og græsk, både skriftligt og mundtligt. Beslutningen om at uddanne sine døtre tilfaldt paterfamilias og var således ikke givet. Drengebørn blev skolet fra en ung alder i elementær latin og græsk, og med alderen blev deres studier udvidet. De studerede, til de var i sidste halvdel af tyverne, oftest med en afsluttende studietur til Grækenland, typisk Athen.

Drenge tilhørende de øverste lag gik ikke i skole, men blev undervist derhjemme af en kyndig slave. I disse tilfælde er det muligt, at døtrene i huset kan have fulgt den samme grundlæggende undervisning i latin og græsk og måske i poesi og litteratur. Grundet den tidligere giftealder for kvinder, og deres bratte overgang fra barn til matrona, ophørte deres uddannelse som oftest fra det øjeblik, de blev gift. Der er dog tilfælde, hvor en ægtemand lod sin hustru videreuddanne sig.

Kvinder lærte de traditionelle færdigheder såsom at spinde uld og styre en husholdning. De ville også have modtaget en grundig indførelse i familiens politiske historie, særligt hvis der var konsuler og triumfatorer i familien. Dette kan sammenlignes med en grundlæggende uddannelse i statskundskab.

Nogle kvinder var særligt veluddannede og er beskrevet som sådan.

En stor andel af kvinder synes at have været sui iuris tidligt i deres liv i Senrepublikken. Dette skyldes i høj grad de mange krige, proskriptioner og borgerkrige, der krævede mange senatorers liv. Dette betød også, at mange kvinder var nær ved selvstændige og havde tæt på fuld råderet over deres ejendom (typisk erhvervet igennem arv) og deres rigdom (et typisk biprodukt af ejendomme).

Det er værd at nævne, at ejendom var et vidt begreb i antikkens Rom. Det inkluderede således både slaver, jordbesiddelser, fysiske ejendomme og monetær rigdom. Den romerske økonomi var i høj grad baseret på investeringer, hvorfor rede penge sjældent var noget, der var store mængder af. Smykker var ofte det tætteste, man kom på rede penge, hvilket til dels forklarer, hvorfor kvinder afleverede deres smykker m.m. til statskassen i krigstider.

Kvinder havde dog ikke komplet råderet over deres ejendomme rent juridisk. Ved paterfamilias' død blev en såkaldt tutor udpeget. Denne tutor var en form for værge, der skulle godkende alle finansielle transaktioner. I realiteten gjorde en tutor sjældent indsigelser, og fra kildematerialet er det tydeligt, at en lang række kvinder kunne sælge og købe ejendomme og gøre med dem, som de ønskede, uden nogen form for indvendinger.

Hvor meget en kvinde ejede, kom an på den enkelte. Cornelia, Gracchernes moder, kom fra en ualmindeligt rig familie og ejede villaer og jorde i og uden for Rom. Terentia, Cicero's hustru, ejede hele landsbyer, gårde, lejlighedsblokke i Rom og mindst én Villa i Rom. Clodia, søster til tribunen Clodius, ejede en villa i Rom samt en særligt stor ejendom med haver med udsigt over floden Tiberen.

• pater familias
• ægteskab i Romerriget
• sociale forhold i Romerriget