konsul (romersk embedsmand)

Efter kongedømmets afskaffelse i 510 f.v.t. overgik kongens verdslige beføjelser til to embedsmænd valgt for en periode på et år. De religiøse opgaver blev overtaget af en pontifex maximus valgt på livstid. Valget af de to førstnævnte, konsulerne, foregik på comitia centuriata (centurieforsamlingen), og indtil 367 f.v.t. kunne kun medlemmer af visse slægter, patricierne, opstille. Med tiden blev en del af konsulernes funktioner overdraget til andre, lavere embedsmænd, prætorer (retspleje) og ædiler (opsyn med byen Rom), mens konsulerne beholdt kommandoen over hæren.

Konsulerne udøvede deres magt i fællesskab og havde gensidig vetoret, dvs. at den ene konsul altid kunne blokere den andens beslutninger. Dog var der i en krisesituation mulighed for at vælge én embedsmand med uindskrænket magt i en kort periode, en dictator.

I 100-tallet f.v.t. indførtes nye regler for valg til konsul, bl.a. et alderskrav på mindst 42 år. Endvidere blev det hovedreglen, at en konsul forinden skulle have opnået valg som kvæstor (det laveste embede, der gav adgang til en plads i senatet) og som prætor, og at han ikke kunne genvælges for det følgende år. Dog kunne reglerne fraviges, fx blev Gaius Marius (157-86 f.v.t.) genvalgt fire gange i træk fra 104 til 100 f.v.t.

Af mange grunde var konsultatet eftertragtet. Det markerede klart, at indehaveren havde nået toppen af det romerske samfund. Samtidig indebar det en militær kommando og dermed muligheden for at vinde ære og fejre en triumf. Ikke mindst gav det mulighed for efter valgperiodens udløb at opnå en af de lukrative poster som prokonsul (statholder) i en provins.

Såfremt en konsul døde eller fratrådte før tiden, valgtes en afløser, consul suffectus.

I kejsertiden mistede embedet det meste af sin politiske betydning, idét kejseren nu udpegede konsulerne eller selv påtog sig konsulatet.

Romerne talte årstallene fra Roms grundlæggelse i 753 f.v.t. (ab urbe condita, 'fra byens grundlæggelse'), men til de fleste formål, herunder private og offentlige dokumenter, angav man året med formlen NN et NN consulibus 'i det år, da NN og NN var konsuler'. Konsulatsåret begyndte den 1. marts, fra midten af 150'erne f.v.t. ændret til den 1. januar. Det var altid de to første konsuler (consules ordinarii), der gav året navn, uanset om de i årets løb afløstes af consules suffecti.

• magistratus