I Romerriget kunne eliten indgå tre forskellige typer af ægteskaber, hver med sine juridiske begrænsninger og fordele: confarreatio, in manu og sine manu. De tre typer beskrives nedenfor.

Mænd giftede sig typisk i en alder af 29-30 år. Omkring dette tidspunkt ville de kunne stille op som ædiler og påbegynde deres politiske karriere, hvorfor de havde gavn af medgift og politiske alliancer.

Kvinder blev som regel gift i alderen 14-18 år. Loven tillod unge piger helt ned til 12 år at gifte sig, men dette skete uhyre sjældent. Langt størstedelen af disse unge kvinder ville blive gift med mænd mindst 15 år ældre end dem selv og oftest med mænd på deres fædres alder. Dette betød, at en romersk pige gik direkte fra barndommen til et liv som voksen gift kvinde uden at gennemleve en ungdomsperiode i teenageårene derimellem.

Confarreatio

Denne type af ægteskab var forbeholdt den romerske elite, nærmere bestemt romere fra patriciernes slægter. Sådan et ægteskab var et af kravene for at kunne besidde flere typer præsteembeder, såsom 'ypperstepræst' for Jupiter og Mars. Det var også afgørende, at en vestalinde havde forældre, der var gift i denne type ægteskab. Når to parter indgik denne form for ægteskab, gik kvinden fra sin fars magt (patria potestas) og opsyn direkte til sin mands. Dette betød, at ægtemanden kontrollerede alle finanser og besiddelser, kvinden bragte med sig, samt at han kunne have ekstreme beføjelser, inklusive den meget omtalte potestas vitae necisque, magt over liv og død. Med andre ord kunne han reelt dræbe sin hustru uden at blive retsforfulgt.

Julius Cæsars første ægteskab var højst sandsynligt af denne type og blev indgået, da han var blot 16 år gammel.

In manu

Bogstaveligt i hånd. Dette var den traditionelle form for ægteskab, som til dels minder om confarreatio-ægteskabet. Her gik kvinden igen fra sin faders magt til sin ægtemands. Det lader til, at denne form for ægteskab var den mest udbredte i den tidlige republik og mellemrepublikken (ca. 753 – ca. 200 f.v.t.).

Sine Manu

Bogstaveligt uden hånd. Betegnelsen er en moderne opfindelse og findes ikke i antikke kilder, men den beskriver en nyere form for ægteskab, hvor kvinden blev i sin faders magt og derfor stod under ham og ikke sin ægtemand. Dette betød også, at så længe hendes fader var i live, ville han kunne kontrollere hendes finanser og ejendom samt kræve skilsmisse uden grund. Dog døde fædre ofte, mens deres døtre stadig var unge (20-30 år), hvilket ville frigøre kvinden fra enhver form for patria potestas og gøre hende juridisk selvstændig (sui iuris, på latin 'i sin egen ret'). Det tyder på, at majoriteten af ægteskaber indgået i eliten fra omkring år 200 f.v.t. og langt op i kejsertiden (indtil kristendommens indtog med Konstantin den Store) var sine manu. Denne type ægteskab gjorde også kvinder vældigt magtfulde og velhavende.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig