kirkeforfatning

Artikelstart

Kirkeforfatning, almindelig betegnelse for en samlet reguleret kirkeordning. I Danmark har folkekirken aldrig fået en kirkeforfatning uafhængig af staten; siden Grundloven 1849 i sin § 80 fastslog, at "folkekirkens forfatning ordnes ved lov", har spørgsmålet gentagne gange været til behandling i kommissioner og udvalg.

Kirkekommissioner har været nedsat af regeringen i 1853 og 1868; begge gange strandede enighed om et forfatningsforslag bl.a. på kompetenceforholdene mellem en repræsentativt sammensat synodalstruktur med gejstlig og verdslig repræsentation og en biskoppeligt ledet kirkeordning med et kirkeråd som øverste organ. Desuden var mange rigsdagsmedlemmer uvillige til at afgive lovgivningskompetence på det kirkelige område.

I 1883 nedsatte kirkeministeren uden om Rigsdagen et rådgivende kirkeligt råd, der skulle erstatte kirkeforfatningen, men det opløstes af regeringen J.C. Christensen i 1901 for at bane vejen for de nye menighedsråd (1903), som man forestillede sig skulle danne grundlag for en kommende folkekirkelig kirkeforfatning. Samtidig nedsattes derfor et lovfæstet kirkeligt udvalg, som til forskel fra det kirkelige råd var repræsentativt sammensat, idet kultusministeren, biskopperne, universitetet samt præster og menighedsråd hver for sig udpegede medlemmer til udvalget. På ny skulle man forholde sig til forfatningsspørgsmålet, men der kunne stadig ikke opnås enighed. Noget lignende gjaldt det senest nedsatte kirkelige udvalg (1928-39), og efter dette sidste fejlslagne forsøg opfattes løfteparagraffens udtryk "ved lov" (1953-grundlovens § 66) som "ved Folketingets lovgivning".

Senest har den ministerielt sammensatte strukturkommission (1964-71) arbejdet med folkekirkens strukturforhold, men denne gang var folkekirkens forfatningsforhold ikke medtaget i kommissoriet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig