Gemme, siden antikken betegnelse for et lille kunstværk udskåret i fx ametyst, karneol, onyx, bjergkrystal eller glas og anvendt som signet.

Faktaboks

Etymologi
Ordet gemme kommer af latin gemma 'ædelsten'.

I modsætning til kamé er en gemme skåret i fordybet spejlvendt relief (intaglio), således at der ved aftryk i voks eller ler fremkommer et retvendt billede i ophøjet relief.

Seglsten kendes langt tilbage i tiden, fx de babyloniske seglcylindre, som rulles hen over en lertavle og afsætter ejermandens bomærke. De egyptiske skarabæ-amuletter blev tidligt udstyret med en signet i den flade bug, og denne facon blev overtaget af grækerne og etruskerne i 600-tallet f.Kr.

I sin klassiske udformning er gemmen en oval sten med en flad side, hvori billedet er skåret. Stenen er som regel indfattet i en guldring og er på én gang både smykke og signet. Gemmerne blev ofte efterlignet i det meget billigere glas.

I hellenistisk tid (fra ca. 330 f.Kr.) blev gemmer et samlerobjekt. De romerske kejsere Cæsar og Augustus havde store daktylioteker, dvs. fingerringssamlinger, der indeholdt ægte (og forfalskede) gemmer med billeder af guder, helte, herskere, filosoffer osv., ofte som miniatureudgaver af store skulpturer. Også positivaftryk, de såkaldte paster, var et yndet samlerobjekt.

I renæssancen blev den avancerede kunstform genopdaget og kopieret, og i J.J. Winckelmanns nyklassicistiske kunstteori blev gemmer og paster pædagogiske forbilleder for unge kunstnere.

Glarmestersvenden Philipp Daniel Lippert (1702-85) opfandt 1756 en porcelænsagtig masse, hvori man hurtigt og billigt kunne masseproducere aftryk, og indtil midten af 1800-tallet var disse samlinger, der også kaldtes daktylioteker, meget populære blandt kunstnere og kunstinteresserede over hele Europa, fx ejede både Kunstkammeret, Det Kongelige Bibliotek og Christian 8. eksemplarer af Lipperts Dactyliotheca Universalis med 3000 afstøbninger.

Foruden en del antikke gemmer og paster findes disse og bl.a. Johannes Wiedewelts og Thorvaldsens daktylioteker nu på Det Kongelige Bibliotek, Nationalmuseet og Thorvaldsens Museum.

I slutningen af 1800-tallet svandt interessen for gemmer, paster og daktylioteker som undervisningsmateriale, og i dag udgør gemmerne kun et særligt studieområde inden for den klassiske arkæologi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig