Johann Joachim Winckelmann

I 1755 udgav Johann Joachim Winckelmann i Dresden programskriftet Gedanken über die Nachahmung der Griechischen Werke in der Malerei und Bildhauerkunst, hvor han opsummerede centralegenskaben ved græsk antik kunst med de ofte citerede ord: "Edle Einfalt und stille Größe" ('Ædel enfold og stille storhed').

Samme år tog han ophold i Rom, hvor han tilegnede sig et enestående førstehåndskendskab til den romerske oldtids kunst, selvom den græske blev vægtet højest. Geschichte der Kunst des Altertums, udgivet 1764 og hurtigt oversat til fransk og engelsk, fik stor betydning for nyklassicismens udbredelse i Europa. Her inddeler han som den første den antikke kunst i perioder, der udvikler sig efter et cyklisk forløb fra nødvendighed (dorisk), storhed (klassisk), skønhed (senklassisk) og overflødighed (hellenistisk) til undergang (senromersk).

Winckelmann foreslog også en kontekstbestemt forståelse af den antikke kunst. Den græske kunst var særlig vellykket, fordi det solrige klima angiveligt skabte smukke mennesker, der var velegnede til efterligning. Det nordlige Europas ringere klima udviklede derimod mere ubestemte træk, der burde forskønnes. Regeringsform og opdragelse, fx den frie forfatning i antikkens Athen, spillede også en rolle for kunsten.

Inspireret af Winckelmanns idéer indrettede kardinal Alessandro Albani sin antiksamling i Villa Albani i Rom. Blandt Winckelmanns nærmeste kunstnervenner i Rom var Anton Raphael Mengs, Angelica Kauffmann og den danske billedhugger Johannes Wiedewelt; Asmus Jacob Carstens var dybt præget af ham. Johann Wolfgang von Goethe skrev en indfølt Skizze zu einer Schilderung Winckelmanns, udgivet i Tübingen 1805.

Johann Joachim Winckelmann blev myrdet i Trieste, angiveligt fordi han havde nogle værdifulde medaljer på sig.

• nyklassicisme
• Grækenland i oldtiden – billedkunst