Skarabæ, (via lat. scarabaeus fra gr. karabos 'eghjort, krebs'), oldegyptisk segl og amulet i form af en bille (se torbister) og symbol for solguden Khepri. Skarabæseglet afløste fra ca. 1850 f.Kr. cylinderseglet, der havde været brugt siden skriftens opståen. Det var ofte lavet af steatit, 15-20 mm langt og monteret på en ring af metal, således at det kunne bæres på fingeren. Mange skarabæsegl bærer kongers og embedsmænds navne og titler, hvorimod private segl hyppigt bærer et symbol eller ren dekoration. De havde størst betydning og udbredelse ca. 1800-1650 f.Kr., men blev fremstillet helt op i 500-t. f.Kr. Hjerteskarabæer fra ca. 1550 er amuletter af sten, 5-6 cm lange med kort religiøs tekst, som blev lagt på det udtagne hjertes plads i mumien.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.