De midler, som oldtidens egyptere brugte for at kunne begribe og beskrive deres univers, var først og fremmest konkrete billeder eller symboler.
Egypten i oldtiden - symboler og tankekategorier
Dyresymbolik
Ligesom for mange andre folkeslag var dyreverdenen for egypterne fuld af velegnede redskaber for tanken, fordi man gennem et dyrs væsen kan pejle sig ind på træk og egenskaber, der ellers vanskeligt lader sig beskrive i ord. Dyreguder eller guder med menneskekrop og dyrehoved skal sikkert forstås på denne måde.
Således blev gudinden Sakhmet, der blev forbundet med krig og ødelæggelse, fremstillet med løvehoved som udtryk for hendes vildskab. Løven kunne også være udtryk for kongens fysiske kraft og majestætiske magt, fx sfinksen, der i Egypten er en løve med menneskehoved.
Sammen med løven var koen, vædderen, falken, slangen og krokodillen nogle af de vigtigste af de tankekategorier, som blev hentet fra dyreriget.
Kropssymbolik
Også fra kroppen blev en lang række symboler hentet. Selve landet Egypten kan således kaldes 'Res øje', dvs. solens eller solgudens øje.
I kulten var Horusøjet udtryk for alle slags offergaver, hvilket hænger sammen med myten om Horus, der i striden med sin onkel Seth om retten til at regere over Egypten mistede sit ene øje. Da Horus havde besejret Seth og var blevet udråbt til konge over Egypten, helbredte guden Thot øjet og gav det tilbage til ham i hel og uskadt stand.
Ethvert offer ses derfor som en tilbagegivelse af øjet, der restituerer guden. Horusøjet blev således et af de mest universelle udtryk for fuldkommenhed og restitution. Båret som amulet beskyttede øjet mod fare, og billeder af dets enkelte dele brugtes som udtryk for brøker.
Konkrete billeder og abstrakte tanker
Tankekategoriens konkrete billedlige udtryk er i stadig vekselvirkning med den abstrakte tanke bagved. Det synes, som om billedet altid giver mulighed for at tænke videre og for at forbinde tankemønstre, som ord kun med stort besvær kan knytte sammen.
Et godt eksempel er slangen som udtryk for livets opståen og fornyelse og som udtryk for universets helhed.
Slangen som symbol i oldtidens Egypten
Slangeyngel kommer frem af jorden, hvor ynglen synes at opstå af sig selv; den er derfor et slående udtryk for livets opståen i urtiden, førend mandligt og kvindeligt blev skilt ud fra hinanden, i den forskelsløse enhed, som hele den rigt differentierede verden opstår af.
Hertil kommer det meget tilpas, at slanger fornyer sig ved hamskifte, for det er en central egyptisk tanke, at livet stadig fornyes. Ligesom mennesker hver nat forfrisker sig ved søvn, sådan går den livgivende sol hver nat ned i underverdenen, hvor den fornyer sig i det urmørke, som alting opstod af. Fornyelsen fuldbyrdes, idet solen lige før solopgang går gennem kroppen på en slange, der kaldes 'gudernes liv'.
Naturens evige rytme blev betragtet som en cirkulær verdensproces, der kan udtrykkes i et beslægtet billedsprog: Slangen, der bider sig selv i halen, bliver et udtryk for hele verdensprocessen. I antikken kaldtes slangen Ouroboros, og den har siden i Europa været et vigtigt symbol på kosmos og universelt herredømme.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.