Fortættet og mangetydig symbolik kendetegner dette smykke fra Tutankhamons gravgods fra 1300 tallet f.v.t.

Skarabæen, som ses i midten, er et dyr, der næsten tilbyder symbolværdier. I naturen kan den undertiden ses trillende en lille møgkugle foran sig; kuglen indeholder æg, som udruges ved gæringsvarmen. I egyptisk billedkunst ses skarabæen ofte trillende solen foran sig, og med eller uden sol er den et fast symbol på den opgående sol.

Her er den udtænkt sammen med et andet billede for solopgangen, kongeguden Horus' falkeskikkelse. I sine kongelige falkekløer holder den til venstre papyrus, Nedreegyptens emblematiske plante, og til højre liljer, Øvreegyptens plante.

I stedet for solen holder den en båd med Horusøjet, der ligesom skarabæen flankeres af spyttende kobraslanger med sole på hovedet, et konventionelt udtryk for kongens sejrrige magt.

Allerøverst er månen fremstillet, hvorpå den unge konge ses mellem solguden Re-Harakhte og måneguden Thot. Nederst lotusknopper og udsprungne blomster, symboler på livets fornyelse.

Her er således kongedømmet, rigsenheden, solopgangen, livets fornyelse og solens og månens gang over himlen tænkt sammen i et udtryk så kompakt, at det ligger hinsides sprogets muligheder.

.

De midler, som oldtidens egyptere brugte for at kunne begribe og beskrive deres univers, var først og fremmest konkrete billeder eller symboler.

Dyresymbolik

Ligesom for mange andre folkeslag var dyreverdenen for egypterne fuld af velegnede redskaber for tanken, fordi man gennem et dyrs væsen kan pejle sig ind på træk og egenskaber, der ellers vanskeligt lader sig beskrive i ord. Dyreguder eller guder med menneskekrop og dyrehoved skal sikkert forstås på denne måde.

Således blev gudinden Sakhmet, der blev forbundet med krig og ødelæggelse, fremstillet med løvehoved som udtryk for hendes vildskab. Løven kunne også være udtryk for kongens fysiske kraft og majestætiske magt, fx sfinksen, der i Egypten er en løve med menneskehoved.

Sammen med løven var koen, vædderen, falken, slangen og krokodillen nogle af de vigtigste af de tankekategorier, som blev hentet fra dyreriget.

Kropssymbolik

Horusøjet, som efter kampene med Seth heledes af guden Thot, betegnes som udjat-øjet 'det hele, raske øje'. I den egyptiske skrift bruges øjets enkelte dele som udtryk for brøker i forbindelse med rummål.

Også fra kroppen blev en lang række symboler hentet. Selve landet Egypten kan således kaldes 'Res øje', dvs. solens eller solgudens øje.

I kulten var Horusøjet udtryk for alle slags offergaver, hvilket hænger sammen med myten om Horus, der i striden med sin onkel Seth om retten til at regere over Egypten mistede sit ene øje. Da Horus havde besejret Seth og var blevet udråbt til konge over Egypten, helbredte guden Thot øjet og gav det tilbage til ham i hel og uskadt stand.

Ethvert offer ses derfor som en tilbagegivelse af øjet, der restituerer guden. Horusøjet blev således et af de mest universelle udtryk for fuldkommenhed og restitution. Båret som amulet beskyttede øjet mod fare, og billeder af dets enkelte dele brugtes som udtryk for brøker.

Konkrete billeder og abstrakte tanker

Tankekategoriens konkrete billedlige udtryk er i stadig vekselvirkning med den abstrakte tanke bagved. Det synes, som om billedet altid giver mulighed for at tænke videre og for at forbinde tankemønstre, som ord kun med stort besvær kan knytte sammen.

Et godt eksempel er slangen som udtryk for livets opståen og fornyelse og som udtryk for universets helhed.

Slangen som symbol i oldtidens Egypten

Slangeyngel kommer frem af jorden, hvor ynglen synes at opstå af sig selv; den er derfor et slående udtryk for livets opståen i urtiden, førend mandligt og kvindeligt blev skilt ud fra hinanden, i den forskelsløse enhed, som hele den rigt differentierede verden opstår af.

Hertil kommer det meget tilpas, at slanger fornyer sig ved hamskifte, for det er en central egyptisk tanke, at livet stadig fornyes. Ligesom mennesker hver nat forfrisker sig ved søvn, sådan går den livgivende sol hver nat ned i underverdenen, hvor den fornyer sig i det urmørke, som alting opstod af. Fornyelsen fuldbyrdes, idet solen lige før solopgang går gennem kroppen på en slange, der kaldes 'gudernes liv'.

Naturens evige rytme blev betragtet som en cirkulær verdensproces, der kan udtrykkes i et beslægtet billedsprog: Slangen, der bider sig selv i halen, bliver et udtryk for hele verdensprocessen. I antikken kaldtes slangen Ouroboros, og den har siden i Europa været et vigtigt symbol på kosmos og universelt herredømme.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig