Sfinksen i Giza. Omkring år 1400 f.Kr. lod Tuthmosis 4. opstille en indskrifttavle af granit mellem Sfinksens poter. På denne fortælles historien om den unge Tuthmosis, der under en jagt faldt i søvn ved Sfinksen; den var på daværende tidspunkt næsten helt begravet i sand. I drømme hørte Tuthmosis statuen tale til sig; Sfinksen lovede ham kongeværdighed, hvis han gravede statuen fri af sandet. Ønsket blev opfyldt, og Tuthmosis blev konge.

.

Sfinksen er en oldegyptisk kolossalstatue ved gravpladsen i Giza. Den er udhugget af en klippeknold i det stenbrud, hvorfra man udhuggede stenene til byggeriet af Cheopspyramiden.

Dimensioner og geologi

Sfinksen, der dateres til ca. 2500 f.v.t., er 73,5 m lang og 20 m høj og dermed den største statue fra oldtidens verden. Kroppen er en løves, mens hovedet sandsynligvis er et portræt af kong Chephren.

Statuen indgik i gravanlægget ved Chephrenpyramiden, der også inkluderede et pyramidetempel, en overdækket processionsvej og et dal-tempel. Sidstnævnte er bygget af stenblokke med samme geologiske struktur som Sfinksens krop og kommer med al sandsynlighed fra den udgravning, der fritlagde statuen.

Sfinksens hoved og krop har afvigende proportioner, hvilket skyldes forskelle i de geologiske lag, de to dele af statuen er udhugget i: Hovedet er til dels udhugget i et mere kompakt lag af sten, men kroppen er udhugget i mere porøs klippe, som er fyldt med revner og sprækker. Den største revne løber gennem det smalleste sted på kroppen, hvilket tvang oldtidens stenhuggere til at skulle vælge mellem en unaturligt lang og en unaturligt kort krop. Det er med andre ord ikke Sfinksens hoved, der er for lille, men kroppen, der relativt set er for stor.

Den guddommelige Sfinks

Sfinksen blev sandsynligvis allerede under Chephren anset som en guddom, idet man byggede et tempel foran Sfinksens poter. I det 18. dynasti (ca. 1550-1295 f.v.t.) identificerede egypterne Sfinksen som guden Horemakhet ('Horus i horisonten'), og Tuthmosis 4. restaurerede store dele af statuens krop. Denne restaurering omfattede især poterne og forbenene, imellem hvilke kongen opstillede en stele (indskrifttavle) af granit der beskriver, hvordan Sfinksen hjalp Tuthmosis på tronen. Stelen var et led i propagandaen omkring – og legitimeringen af – Tuthmosis' magtovertagelse.

Sfinksens hoved er udhugget med en nemes-hovedbeklædning, som egyptiske konger traditionelt bar som symbol på deres kongemagt. En kobraslange eller Uraeus-slange har tidligere siddet på Sfinksens pande som del af hovedbeklædningen (resterne er stadig synlige), og et langt og flettet skæg har været påsat Sfinksens hage; rester af skægget befinder sig i dag bl.a. på British Museum.

Senere historie

Det er uvist, hvornår Sfinksen mistede sin næse, men mange myter er allerede fra oldtiden blevet knyttet til statuen; bl.a. skulle den skjule hemmeligheder om verdens fremtid, og på moderne arabisk kaldes Sfinksen for Abu Hol 'Rædslens Fader'.

Adskillige historier om skjulte skatte under Sfinksen eller i dens krop har i tidens løb fået skattejægere til at undersøge statuen, ikke mindst den engelske officer Howard Vyse (1784-1853), som forsøgte at bore sig ned gennem Sfinksens krop lige bag dens hovede. Den 24. februar 1837 nåede Vyse en dybde på 2,95 meter, inden han gav op og skiftede sin opmærksomhed tilbage til pyramiderne på Giza, hvor han bl.a. sprængte indgangen til Chephrenpyramiden fri med sortkrudt. Han er sandsynligvis også ansvarlig for den manglende del af nemes-hovedbeklædningen på baghovedet af Sfinksen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig