Galliard er en antikvaskrift tegnet i 1978 af den engelske skriftdesigner Matthew Carter (f. 1937). Den bygger på et skriftdesign fra 1500-tallet, men hører stilmæssigt mere til 1700-tallet. Bogstaverne er bredere end Garamonds, men smallere end Plantins. Aksen gennem bogstaverne er svagt hældende. Minusklerne er kontrastrige og skarptskårne i alle rundinger. Majuskel A har det for barokskrifter typiske knæk på toppen, og majuskel R et flot, barokt terminalsving. Galliard er en elegant skrift med en letløbende, moderne kursiv. Den har ikke haft stor udbredelse i Danmark og konkurrerer i dag med mange designmæssigt lignende, digitale fonte.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Reimer, Eli: Skriften vort vigtigste værktøj. Red. og færdiggjort af Henrik Birkvig. Grafisk Litteratur/Den Grafiske Højskole, 2003 (Den nye Selmar/3).
  • Skriftatlas for bogvenner. Af Ejnar Philip, Erik Ellegaard Frederiksen og Henry Thejls. Forening for Boghaandværk. 1959. (En 2.-udg. fra 1976 med titlen "Det danske Skriftatlas" mangler trykprøver af skrifterne på forskelligt papir).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig