fosfor - biokemi

Fosfor er ligesom carbon, hydrogen, oxygen og nitrogen fosfor et hovedgrundstof i alle organismer, hvor det indgår i en lang række forskellige molekyler. Fosfor findes i de levende organismer som fosfater.

Fosfor udgør 0,2-0,8 procent af planters tørstof og optages i rødderne i form af fosfationer. De fleste plantearter forsynes desuden med betydelige mængder fosfor af symbiotiske svampe i rødderne, mykorrhiza. Symptomer på fosformangel ses først på ældre blade og stængler, der farves mørkegrønne til rødlige. Fra planterne videreføres fosfor til mikroorganismer, dyr og mennesker.

Uorganiske fosfater

Uorganiske fosfater i levende organismer er monohydrogenfosfat og dihydrogenfosfat samt hydroxyapatit (Ca5(PO4)3OH). Sidstnævnte findes i bl.a. knoglevæv. Mono- og dihydrogenfosfat indgår i mange stofskiftereaktioner og findes i mennesket intracellulært i en samlet koncentration på ca. 75 mmol/l, ekstracellulært på ca. 1 mmol/l. Fosfatmængden reguleres af parathyreoideahormon, som fremmer udskillelse af fosfater med urinen, og af dihydroxykolekalciferol (aktiv form af D-vitamin), som fremmer optagelsen fra tarmen.

Organiske fosforforbindelser

Organiske fosfatforbindelser omfatter blandt andet det energirige molekyle ATP, som er centralt i energiomsætning og -transport i cellerne, nukleinsyrerne DNA og RNA, som rummer den genetiske information, fosfolipider, der er byggesten i biologiske membraner, andre centrale forbindelser som NAD, FAD og kreatinfosfat og mellemprodukter i kulhydratomsætningen. Binding og fraspaltning af fosfat udgør et vigtigt redskab til finregulering af aktiviteten af proteiner, blandt andet enzymer, der er involveret i udvekslingen af signaler mellem celler og i cellers samspil med det omgivende miljø. Se også fosforylering.

Fosforforgiftning

Rødt fosfor er næsten ugiftigt, fordi det er uopløseligt og ikke fordamper. Gult fosfor optages derimod let i kroppen og er meget giftigt. Dødelig dosis er for voksne mindre end 0,1 gram. Akut forgiftning medfører først kvalme, blodige opkastninger og mavesmerter. Ved svær forgiftning følger derefter svigt af lever og nyrer samt påvirkning af nervesystemet. Kronisk forgiftning medfører knogleskørhed (osteoporose), især i underkæben. Der findes ingen modgift, og behandlingen går derfor ud på at lindre symptomerne. Hudkontakt med gult fosfor kan desuden medføre alvorlige forbrændinger.

Fosforforgiftning er blevet sjælden, men forekom tidligere ved fremstilling af bl.a. tændstikker og ammunition. En anden årsag var fejlagtig anvendelse af rottegift med gult fosfor.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig