fosfor (biokemi)

Uorganiske fosfater i levende organismer er monohydrogenfosfat og dihydrogenfosfat samt hydroxyapatit (Ca₅(PO₄)₃OH). Sidstnævnte findes i bl.a. knoglevæv. Mono- og dihydrogenfosfat indgår i mange stofskiftereaktioner og findes i mennesket intracellulært i en samlet koncentration på ca. 75 mmol/l, ekstracellulært på ca. 1 mmol/l. Fosfatmængden reguleres af parathyreoideahormon, som fremmer udskillelse af fosfater med urinen, og af dihydroxykolekalciferol (aktiv form af D-vitamin), som fremmer optagelsen fra tarmen.

Organiske fosfatforbindelser omfatter blandt andet det energirige molekyle ATP, som er centralt i energiomsætning og -transport i cellerne, nukleinsyrerne DNA og RNA, som rummer den genetiske information, fosfolipider, der er byggesten i biologiske membraner, andre centrale forbindelser som NAD, FAD og kreatinfosfat og mellemprodukter i kulhydratomsætningen. Binding og fraspaltning af fosfat udgør et vigtigt redskab til finregulering af aktiviteten af proteiner, blandt andet enzymer, der er involveret i udvekslingen af signaler mellem celler og i cellers samspil med det omgivende miljø. Se også fosforylering.

Rødt fosfor er næsten ugiftigt, fordi det er uopløseligt og ikke fordamper. Gult fosfor optages derimod let i kroppen og er meget giftigt. Dødelig dosis er for voksne mindre end 0,1 gram. Akut forgiftning medfører først kvalme, blodige opkastninger og mavesmerter. Ved svær forgiftning følger derefter svigt af lever og nyrer samt påvirkning af nervesystemet. Kronisk forgiftning medfører knogleskørhed (osteoporose), især i underkæben. Der findes ingen modgift, og behandlingen går derfor ud på at lindre symptomerne. Hudkontakt med gult fosfor kan desuden medføre alvorlige forbrændinger.

Fosforforgiftning er blevet sjælden, men forekom tidligere ved fremstilling af bl.a. tændstikker og ammunition. En anden årsag var fejlagtig anvendelse af rottegift med gult fosfor.

• fosfor
• fosforkredsløbet
• fosforforurening