Flagning. Forholdet mellem flag og flagstang.

I Danmark fastsætter Justitsministeriet officielle flagdage, som følges af offentlige myndigheder. Private har ikke pligt til at flage på disse dage, men kan i øvrigt flage efter eget ønske inden for de gældende regler.

Flagregler

Flaget må hejses ved solopgang, dog tidligst kl. 8, og det skal nedhales ved solnedgang; en vimpel kan dog være hejst døgnet rundt. Som udtryk for sorg flages der på halv stang; forinden skal flaget dog først kortvarigt hejses til tops, og det samme gælder ved nedhaling fra halv stang. Ved dødsfald og på langfredag skal flaget forblive på halv stang til solnedgang, ved begravelser hejses det på hel stang efter ceremonien.

Dannebrog skal behandles med værdighed. Med undtagelse af de øvrige nordiske landes flag samt FN- og EU-flaget må der ikke uden tilladelse fra politiet flages med fremmede flag; ved sportsstævner o.l. gælder særlige regler.

Flagstørrelse

På en fritstående, lodret flagstang bør flagets højde almindeligvis være 1 /5 af stangens (normalflag), mens højden kan være 1/3 - 1/2 af længden på en vandret- eller skråtstillet stang, fx på en bygning.

Officielle flagdage i Danmark

Justitsministeriet udgiver en cirkulæreskrivelse om officielle flagdage; de anvendes af offentlige myndigheder og mange private borgere. Der gælder særlige regler for militære flagdage.

Dato Anledning
1. januar Nytårsdag
5. februar Kronprinsesse Marys fødselsdag
6. februar Prinsesse Maries fødselsdag
Langfredag. Der flages på halv stang hele dagen
Påskedag
9. april Besættelsesdagen. Der flages på halv stang til kl. 12.00, herefter på hel stang
16. april Dronning Margrethes fødselsdag
29. april Prinsesse Benediktes fødselsdag
Kristi Himmelfartsdag
5. maj Befrielsesdagen
Pinsedag
26. maj Kronprins Frederiks fødselsdag
5. juni Grundlovsdag
7. juni Prins Joachims fødselsdag
15. juni Valdemarsdag og genforeningsdag
21. juni Grønlands nationaldag. Der flages med det grønlandske flag Erfalasorput
29. juli Færøernes nationale festdag, Olai Dag. Der flages med det færøske flag Merkið
5. september Danmarks udsendte
15. oktober Prins Christians fødselsdag
25. december Juledag

I tilfælde, hvor fødselsdage i kongehuset falder på langfredag, flages der på halv stang.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer (1)

skrev Hans Bendix Pedersen

En kommentar til flagreglerne
Indtil videre er det nu tilladt at flage med andre flag end det danske. Nedenstående bekendtgørelse ophæver hvad der måtte have været af forbud mod fremmede flag.
Så politiet skal ikke længere afgøre om flagning med andre landes flag er lovlig fra 22. juni 2023.

Bekendtgørelse om ophævelse af bekendtgørelser om flagning med fremmede nationsflag

§ 1. Følgende bekendtgørelser ophæves:
1) Bekendtgørelse nr. 103 af 10. april 1915 om Forbud mod at benytte fremmede Nationsflag.
2) Bekendtgørelse nr. 262 af 30. oktober 1957 om flagning med de øvrige nordiske landes flag.
3) Bekendtgørelse nr. 679 af 20. oktober 1989 om flagning med det europæiske flag.
§ 2. Bekendtgørelsen træder i kraft den 24. juni 2023.
Justitsministeriet, den 22. juni 2023
Peter Hummelgaard

Mvh
Hbendixp

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig