Flagellater, fællesbetegnelse for encellede, eukaryote organismer, som i hvert fald i dele af det vegetative stadium bevæger sig ved hjælp af svingtråde, flageller. I ældre faglitteratur inddeltes gruppen ofte i fyto- og zooflagellater, afhængigt af, om de var autotrofe (som planter) eller heterotrofe (som dyr). Moderne taksonomisk forskning har imidlertid vist, at flagellater må betragtes som en heterogen gruppe af encellede organismer, som ikke er nært beslægtede.

Faktaboks

Etymologi
Ordet flagellat kommer af latin flagellatus, af flagellare 'piske'.

Mange taksonomiske grupper af flagellater er særdeles artsrige, og gruppen omfatter tusindvis af arter. Deres størrelse varierer fra 1 μm til flere mm, men de fleste arter er mindre end 100 μm, og mange er endog mindre end 20 μm og tilhører således det såkaldte nanoplankton. De seneste årtiers undersøgelser har vist, at mange arter på deres flageller og cellekroppe har forskellige vedhæng i form af fx hår eller skæl, som kun kan erkendes i elektronmikroskop. Disse strukturer danner i mange tilfælde, sammen med andre finstrukturelle træk, basis for moderne taksonomisk opdeling af flagellater. Særligt vigtige flagellatgrupper er dinoflagellater, grønalger, gulalger, kalkflagellater, kraveflagellater, rekylalger, silicoflagellater, stilkalger og øjealger.

Levevis og udbredelse

Foruden auto- eller heterotrof ernæringsmåde, som har været kendt i mange år, tyder nyere undersøgelser på, at mixotrofi (dvs. en blanding af auto- og heterotrofi) er særdeles udbredt blandt flagellater; et fænomen, som er næsten ukendt hos andre plante- og dyregrupper.

Flagellater er vidt udbredte i vandmiljøer, og forskellige flagellatgrupper indgår som vigtige elementer i både ferske og marine økosystemer. Blandt andet har de seneste års forskning påvist en "mikrobiel løkke" i akvatiske økosystemer: Nær den basale del af fødenettet er indskudt mange led, hvor bl.a. flagellater både er producenter og forbrugere af stof og energi. Dette medfører, at en langt større del end hidtil troet af den energi, der produceres af de fotosyntetiserende organismer, omsættes på det mikrobielle niveau.

Mange flagellater kan under særlige forhold danne opblomstringer, som kan medføre farvning af vandmasserne, red tides, hvor cellekoncentrationerne kan nå mange mio. pr. liter (i ekstreme tilfælde endog flere hundrede mio. pr. liter). I lagdelte vandområder, fx i de danske farvande, forekommer opblomstringer ofte på dybere vand på grænsen mellem de forskellige vandmasser og kan således ikke umiddelbart erkendes.

Flagellatsamfund findes også i jord, i sediment som fx i Vadehavet, i dybhavet samt i arktisk og antarktisk havis, men disse samfund er langt dårligere udforsket end flagellater i de frie vandmasser.

Giftige former

Et mindre antal især marine flagellater (ca. 100 arter) kan producere særdeles kraftige giftstoffer. I områder med intensiv akvakultur kan giftige flagellater fx forårsage fiskedød. Dette er et meget stort problem mange steder i verden, bl.a. i Østasien, hvor de økonomiske tab kan løbe op i mange mio. kr. Giftige flagellater kan også være årsag til forskellige former for muslingeforgiftning.

Parasitiske flagellater

er årsag til mange alvorlige sygdomme hos mennesker og dyr. Parasitiske flagellater tilhørende Trypanosomatina, som bl.a. omfatter slægterne Trypanosoma og Leishmania, afviger i bygning fra andre flagellattyper ved at have et specielt mitokondrie, kaldet en kinetoplast, som ligger tæt ved flagellens basallegeme. Trypanosomer er vidt udbredt hos fisk, padder og fugle uden at forårsage sygdomme. Mange trypanosomer har en mellemvært, ofte et insekt eller en igle. Vigtige sygdomsvoldende arter i Afrika er T. gambiense og T. rhodesiense, som forårsager sovesyge hos mennesket, samt T. brucei, der er årsag til kvægsygdommen nagana. De tre arter overføres fra vært til vært af tsetsefluer (Glossina). Trypanosomerne lever i værtens blodkarsystem. Når tsetsefluen suger blod fra et inficeret individ, optages trypanosomer, som opformeres i fluens tarm for derefter at vandre til spytkirtlerne. Ved næste blodsugning overføres trypanosomerne.

I Mellem- og Sydamerika findes T. cruzi, som hos mennesket forårsager Chagas' sygdom. Mellemværten er en blodsugende tæge ("kissing bug"). Flagellaterne overføres med tægens ekskrementer. Hvis disse afgives i nærheden af sår, kan trypanosomerne trænge ind i værtens blodkarsystem. Fællesbetegnelsen for sovesyge og Chagas' sygdom er trypanosomiasis. Andre trypanosomer, der bl.a. findes hos heste, overføres af andre insekter eller ved parring.

Nogle vigtige sygdomsfremkaldende flagellater tilhører slægten Leishmania; de er parasitter hos hvirveldyr og lever i værtens hvide blodlegemer. Leishmania overføres fra vært til vært vha. myggeslægterne Phlebotomus og Lutzomyia, som på dansk kaldes sandfluer. Hos mennesket forårsager Leishmania-arter forskellige sygdomme med fællesbetegnelsen leishmaniasis.

Visse parasitiske flagellater har flere flageller og specielle morfologiske strukturer. Trichomonas, en vigtig patogen slægt, som hos mennesket kan forårsage skedekatar, har et akseskelet i cellen. Skedekatar pga. Trichomonas overføres ved samleje. Giardia, som hos mennesket forvolder tarminfektionen giardiasis, har en sugeskive, der bruges ved fasthæftning til tarmens slimhinde. Giardia danner cyster, som kan spredes via vand og fødevarer, og som er meget modstandsdygtige over for påvirkninger, selv klorbehandling.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig