Øjealger, Euglenophyceae, klasse af encellede alger med mere end 500 kendte arter, der forekommer i både fersk-, brak- og saltvand. De fleste er fritlevende flagellater med en eller to flageller; mange har desuden en øjeplet. Klassen er karakteriseret ved at have et særligt kulhydrat, paramylon, som oplagsnæring, og cellerne er foruden af plasmamembranen omgivet af en specialiseret proteinstruktur, pellicula. Kun ukønnet formering er kendt. Omkring halvdelen af arterne er fototrofe med grønne kloroplaster, der indeholder både klorofyl a og b. De øvrige er farveløse og lever heterotroft. En lille del er parasitiske og lever i tarmen på fx haletudser.

Almindelige slægter i ferskvand er Euglena, Phacus og Trachelomonas, som i stærkt eutrofierede vandhuller (fx gadekær og andedamme) kan forekomme i så høje koncentrationer, at vandet farves, som regel rødt. Heterotrofe øjealger er almindelige i både ferske og marine sedimenter. Mange har udviklet stærkt specialiserede strukturer til fødeoptagelse. Flere slægter er meget almindelige, bl.a. Peranema og Petalomonas.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig