Fagterapi er brugen af bakteriofager til at bekæmpe infektion med bakterier. Altså at bruge bakteriofagers evne til at dræbe bakterier som medicinsk behandling af bakterieinfektioner.

Fagterapi som alternativ til antibiotika

Bakteriofager kan bruges til at bekæmpe bakterieinfektioner, når antibiotika svigter. Det gælder i særlig grad multiresistente bakterier især de carbapenemresistente Gram-negative bakterier, som f.eks. E. coli, Klebsialla pneumoniae og Acinetobater baumannii, hvor alle antibiotika kan være virkningsløse.

Bakteriofager er som regel meget specifikke. Det vanskeliggør behandlingen, fordi man ofte er nødt til at matche de bakterier, der forårsager infektionen med prøver af forskellige fager, for at finde virksomme fager. Det er på den anden side også en fordel, da bakteriofagerne kun dræber de sygdomsfremkaldende bakterier, mens de gavnlige bakterier, der lever naturligt på patientens krop, ikke bliver ramt. En almindelig følge af en bredspekteret antibiotikakur er diarré, der skyldes at patientens tarmflora er blevet slået ned sammen med infektionen.

Desuden må man sikre sig at bakteriofagerne altid er virulente, det vil sige at de altid slår deres værtcelle ihjel og ikke bare lægger sig ind i bakterieværtens DNA og vokser passivt med den.

Brug af fagterapi historisk

Bakteriofagers evne til at slå bakterier ihjel har været brugt til at bekæmpe bakterieinfektioner siden 1919, hvor Felix d'Herelle anvendte fager til at helbrede nogle børn for alvorlige tilfælde af bakteriel dysenteri på et hospital i Paris. I tiden før antibiotika var fagterapi et af de eneste effektive midler mod bakterieinfektioner. I tiden efter 2. Verdenskrig gik metoden af brug i den vestlige verden, fordi penicillin og andre antibiotika er nemmere at bruge og producere i store mængder. I det daværende Sovjetunionen og Østeuropa fortsatte brugen af fagterapi helt op til Sovjetunionens sammenbrud.

Bekæmpelse af multiresistente bakterier

Den stærkt voksende forekomst af multiresistente bakterier har medført en fornyet interesse for fagterapi. Især har redningen af Tom Pattersson fra en multiresistent infektion med Acinetobacter baumannii i 2016 på et hospital i San Diego, Californien, betydet et internationalt gennembrud for arbejdet med fagterapi.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig