penicillin

Penicillin, antibiotikum, som produceres i store mængder af skimmelsvampe tilhørende Penicillium-slægten. Det er det første antibiotikum mod bakterier, som kom til almindelig anvendelse, og det er stadig efter mere end 50 års brug et af de bedste, der findes til bl.a. luftvejsinfektioner, visse urinvejsinfektioner, blodforgiftning og meningitis. Det har ingen virkning på virus og svampe.

Det blev fundet af den skotske bakteriolog Alexander Fleming i 1928 ved et tilfælde, da væksten af stafylokokker i en pladekultur var blevet hæmmet pga. forurening med en skimmelsvamp. Han beskrev stoffets bakteriedræbende effekt, navngav det i 1929 og meddelte nogle få forsøg på klinisk anvendelse af et groft renset præparat ved lokale infektioner. Først 1938-41 lykkedes det briterne H. Florey og E.B. Chain at fremstille et koncentreret penicillinpræparat, der kunne helbrede infektioner hos dyr og mennesker. Da England var anstrengt til det yderste af 2. Verdenskrig, rejste Florey til USA og satte en penicillinproduktion i gang.

I Danmark lykkedes det lægen K.A. Jensen (1894-1971) s.m. Løvens Kemiske Fabrik (nu Leo Pharma) i al hemmelighed at fremstille et koncentreret penicillinpræparat (Leopenicillin) ud fra en Penicillium-stamme, han selv havde isoleret, og som i 1944 kunne anvendes til patienter uden tyskernes viden.

Flemings oprindelige skimmelsvamp var Penicillium notatum; senere anvendtes til industriel produktion en højtydende mutant af Penicillium crysogenum. Fire forskellige penicilliner produceres af skimmelsvampen; det mest aktive (penicillin G, benzylpenicillin) kan kun gives som injektion, da det nedbrydes af mavesyren. Et mere syrestabilt produkt (penicillin V, phenoxymethylpenicillin) kan gives som tabletter eller som saft. Senere er man blevet i stand til at syntetisere penicillin.