Fagocytose, optagelse af store partikler som fx bakterier i en celle via endocytose. Amøber optager føde ved fagocytose, som også er menneskekroppens vigtigste forsvar mod bakterier.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet fagocytose kommer af græsk phagein 'spise' og kytos 'hulrum, celle' og -ose.
I større organismer er det kun særlige celler, som har evnen til at fagocytere, hos mennesket er det fx især makrofager og neutrofilocytter, som optager stof ved fagocytose (se blod).
Fagocytose er altovervejende en selektiv proces, der finder sted via aktivering af receptorer på cellens overflade. Receptorerne aktiveres af specielle faktorer, opsoniner, fx antistoffer. Opsoninerne bindes til fremmede forbindelser, antigener, på fx bakteriers overflade samt til de fagocyterende cellers receptorer. De optagne partikler transporteres i endocytosevesikler til lysosomerne, hvor de nedbrydes.
Kroppens egne celler fagocyteres kun, hvis deres overflade bliver "legemsfremmed", fx hvis cellerne er beskadigede eller døde. Se også immunologi.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.