eugenik

Tanker om at fjerne uønskede træk hos mennesket gennem avl kendes allerede hos Platon, men det var dog først i 1869 i en bog af den britiske arvelighedsteoretiker sir Francis Galton, at idéerne fik en samlet fremstilling. Galton forestillede sig bl.a., at man ved at arrangere ægteskaber mellem velbegavede mænd og velhavende kvinder kunne skabe en race af begavede mennesker og derved imødegå den fare for degeneration, som mange af 1800-tallets samfundsdebattører anså for at være et reelt problem. Termen eugenik udformede Galton i 1883.

Efter genopdagelsen af de mendelske arvelighedslove i begyndelsen af 1900-tallet (se genetik) steg interessen for eugenik voldsomt. I England udviklede matematikeren Karl Pearson en række avancerede statistiske metoder til befolkningsundersøgelser, uden at det dog lykkedes ham at give eugenik en videnskabelig begrundelse. Pearson mente, at underklassens høje fødselsrate var en trussel mod civilisationen, og han var stærkt medvirkende til det ulykkelige misbrug, der i 1900-tallet kom til at præge eugenikken. Hverken Pearson eller Galton havde nogen forståelse for miljøets store betydning for et menneskes mentale udvikling.

Udbredelsen af de eugeniske idéer foregik hovedsagelig gennem særlige eugeniske selskaber, og eugenikken antog forskellige former i de enkelte lande afhængigt af lokale forhold. I USA blev raceproblematikken et hovedområde. De ledende eugenikere anså den nordiske "race" for førende blandt de hvide og den hvide race som alle andre racer overlegen. Man ville hindre immigration især fra Øst- og Sydeuropa, da man mente, at disse befolkninger var arveligt kriminelle og mindreværdige.

En hovedhjørnesten i denne periodes eugenik var sterilisation af personer, hvis gener man mente var fejlbehæftede, fx udviklingshæmmede, psykisk syge, epileptikere, homoseksuelle og visse kriminelle. Sterilisationslove var i 1935 gennemført i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Schweiz samt i de fleste amerikanske stater. Det mest udartede eksempel på misbrug af eugenikken stammer fra Tyskland, hvor den indgik i nazismens pseudovidenskabelige raceteorier og derved bidrog til at legitimere mordet på millioner af jøder, romaer, udviklingshæmmede og andre grupper med såkaldt inferiøre gener.

Efter 2. Verdenskrig var eugenikken fuldstændig miskrediteret. Siden har den dog fået fornyet aktualitet om end i en noget anden betydning end tidligere. Hensigten er ikke længere at forbedre menneskearten som sådan, men fx at give forældrepar mulighed for at vælge abort, hvis det kan påvises, at fostret har en genetisk fejl, der vil give barnet et alvorligt handicap. Denne form for negativ eugenik hviler på et frivilligt grundlag i modsætning til den tidligere tvangssterilisation. Den moderne fosterdiagnostik og de stadig forøgede muligheder for indgreb i menneskets arvemasse og formering giver anledning til mange kontroverser og etiske overvejelser.

Eugenikken vandt betydelig tilslutning blandt danske politikere og videnskabsmænd i mellemkrigstiden. Inspirationen kom først og fremmest fra USA og formidledes bl.a. af åndssvageforsorgens læger og det lukkede eugeniske selskab Den Antropologiske Komité (dannet 1905), blandt hvis medlemmer var politilægen Søren Hansen (1857-1946), plantefysiologen og genetikeren Wilhelm Johannsen, statistikeren Harald Westergaard og psykiateren August Wimmer. Man frygtede en befolkningsmæssig degeneration, og en række fysiske, psykiske og adfærdsmæssige afvigelser, der ansås for arvelige, søgtes begrænset. Med henvisning til en række videnskabelige undersøgelser af især udviklingshæmningens arvelighed gennemførtes 1929-1938 en række love med eugenisk orientering: sterilisationslovgivning (1929, 1934 og 1935), lovgivning om svangerskabsafbrydelse (1937) og ægteskabslovgivning (1938). Lovene vandt støtte fra alle Rigsdagens partier, kun enkelte medlemmer af Det Konservative Folkeparti, hovedsagelig præster, stemte imod. Især lettere udviklingshæmmede betragtedes som farlige, og i sterilisationsloven fra 1934 blev der givet adgang til tvangssterilisation af disse. Loven blev afskaffet i 1967. I alt ca. 11.000 danskere blev steriliseret efter lovene.

Hvor eugenikken i andre vestlige lande støttedes af konservative og til dels racistiske kredse, blev den skandinaviske eugenik, herunder den danske, begrundet som en del af planen for en velfærdsstat. Det var socialdemokraten K.K. Steincke, der i Fremtidens Forsørgelsesvæsen (1920) redegjorde for den logiske sammenhæng mellem eugenik og socialreform. Hvis det økonomiske ansvar for de svage ikke skulle tvinge staten i knæ på grund af uoverkommelige forsorgsudgifter, måtte socialreformen afbalanceres med foranstaltninger, der sikrede, at antallet af forsorgskrævende personer blev holdt i skak. Hertil skulle en eugenisk lovgivning tjene.

Det videnskabelige grundlag for den eugeniske lovgivning var fra begyndelsen omdiskuteret. I 1938 oprettedes på Københavns Universitet Institut for Human Arvebiologi og Eugenik (senere Afdeling for Medicinsk Genetik under Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet), hovedsagelig finansieret af en bevilling fra Rockefellerfonden. Instituttets første leder blev lægen Tage Kemp.