K.K. Steincke

K.K. Steincke var en dansk jurist og politiker, som var socialminister, justitsminister flere gange.

Steincke blev cand.jur. i 1906 og var fra sin studietid aktiv inden for Socialdemokratiet som debattør og kritiker af partiledelsens pragmatiske linje, mest udtalt i Kulturbetragtninger (1915). For en større offentlighed blev han kendt som specialist i sociallovgivning, og håndbogen Offentlig Hjælp (1910) blev et standardværk for den kommunale socialforvaltning.

Steincke var kritisk over for den danske sociallovgivning og blev i 1919 af Indenrigsministeriet opfordret til at udarbejde forslag til principperne for en nyordning. Resultaterne blev præsenteret i betænkningen Fremtidens Forsørgelsesvæsen (1920).

I 1918 blev Steincke indvalgt i Landstinget, og 1924-1926 var han justitsminister i den første socialdemokratiske regering. Ved regeringsdannelsen i 1929 blev han socialminister og stod bag udformningen og gennemførelsen af Socialreformen af 1933, som i stor udstrækning byggede på hans egne forslag fra 1920. Efter valget i 1935 overtog Steincke atter justitsministerposten og koncentrerede sin indsats om kampen mod de antidemokratiske bevægelser. Dette gav anledning til en del juridiske og politiske konflikter, og i 1939 måtte Steincke mod sin vilje træde ud af regeringen.

Han var formand for Landstinget 1948-1950 og igen fra 1951 til sin udtræden af tinget i 1952, afbrudt af en kort tid som justitsminister i 1950. Steincke udgav 1945-1954 sine erindringer i fem bind.