erhverv i Australien

Indtil de australske kolonier blev forenet i 1901, var der ingen sammenhæng mellem de forskellige delstaters erhvervsliv. Hver havde deres industrier baseret på egne behov og egne råstoffer. Ydermere vanskeliggjorde de store afstande og den lille befolkning udveksling af varer. Afstanden til Europa bevirkede, at der ikke var nogen særlig konkurrence udefra. Den hurtige befolkningstilvækst gennem storskaleret immigration transformerede det australske samfund efter Anden Verdenskrig. Men en stor del af industrien var finansieret fra udlandet ikke mindst de store bilfabrikker, der afspejlede Australiens skiftende geopolitiske orientering. Først kom de amerikanske bilfabrikker senere fulgte asiatiske. Men de er en efter lukket inden for de sidste par årtier i takt med nyorienteringen mod en serviceøkonomi.

Ved grundlæggelsen af straffekolonierne satsede briterne på, at de skulle være selvforsynende med fødevarer. Får viste sig at trives i Australien, og snart begyndte man at eksportere uld til briternes spinderier. Straffefangerne blev sat til at bygge veje og havne, og landbrugsområderne fik transportmæssig forbindelse til verdensmarkedet. Hveden fik betydning, da jernbanerne blev anlagt i 1870'erne og fremover. Hvedeeksporten steg kraftigt i 1890'erne ved introduktionen af dry farming teknik og høstmaskiner.

Den kraftige forøgelse af landbrugsproduktionen efter Anden Verdenskrig skete i takt med udvidelsen af landbrugsarealerne og indførsel af nyudviklede kornsorter og husdyrracer. Forøgelsen af landbrugsproduktionen har ikke krævet flere ansatte. Tværtimod er landbrugsbefolkningen blevet halveret i samme tidsrum pga. mekaniseringen. Affolkningen af landdistrikterne har betydet, at landbefolkningen er blevet yderligere isoleret. Finansieringsselskaber har i mange tilfælde overtaget landbrugsbedrifterne.

Op mod 5 mio. km² indgår (2014) i de australske gårdes drift. Kun 4% er agerland, mens den resterende del udnyttes til græsning for kæmpe fåre- og kvægflokke. Men antallet går op og ned pga. prisforhold men også tørkeforhold og oversvømmelser. I 2020 var der 64 mio får efter en langstrakt tørkeperiode, der kulminerede i Australiens værste bushfires. Tre år senere med våde år og oversvømmelser var antallet af får vokset til næsten 79 mio. Og Australien var i 2023 verdens største eksportør af fårekød. Samme kurve gælder kvæg, der nåede sit laveste antal siden 1990'erne i 2020 med 24,6 mio., men i 2023 var vokset til 28,8 mio. Landbrugenes størrelse og driftsform varierer meget.

Ud over de naturgivne vilkår spiller transportforhold, fx afstanden til markedet, en stor rolle for gårdene. I gennemsnit er bedrifterne på ikke mindre end 2800 ha. Det spænder fra havebrug med grøntsager i Victoria på 10 ha til kæmpe kvægbedrifter, cattle stations, i Northern Territory på over 300.000 ha. Overgræsning, forsaltning i forbindelse med kunstvanding og vanderosion er følgevirkninger af den øgede produktion, og der eksperimenteres mange steder med alternative landbrugsteknikker. Når de økologiske skader rammer så hårdt, skyldes det den ringe nedbør, de lange tørkeperioder og den næringsfattige jordbund med ringe evne til at holde på næringsstoffer og fugtighed. Men det skyldes også introduceret landbrugsformer og husdyr, som intet har med den australske natur at gøre.

Fiskeri er ikke af stor betydning. De australske farvande er ikke så næringsrige og fiskerige som de europæiske. De har en stor artsrigdom, men det er vanskeligt at fiske på bestandene med industrialiserede metoder. Industrien havde i 2021 17.000 ansatte og en produktionsværdi på lidt over 3 mia. australske dollars.

Hvalfangst var (sammen med sælfangst) i koloniens første 50 år det væsentligste eksporterhverv, og frem til 1950 var der en betydelig hvalfangst med udgangspunkt i australske havne. Den sidste hvalfangststation blev nedlagt i 1978, da rovfangst havde ødelagt hvalbestandene, og ligesom de fleste andre lande indførte Australien fangstforbud.

Minedriften er både af gammel og ny dato. De store guldfund i 1850'erne og 1860'erne medførte et omfattende gold rush og en stor interesse for undergrunden. De store transportomkostninger til markedet i Europa betød imidlertid, at det ikke var rentabelt at udnytte de mindre værdifulde mineralforekomster såsom kul og jernmalm. Først efter oprettelsen af føderationen i 1901 etablerede selskabet Broken Hill Proprietary et australsk stålværk baseret på lokale kul og jernmalm.

Efter Anden Verdenskrig er transportomkostningerne på verdensmarkedet faldet betydeligt; især udviklingen af de meget store bulkcarriers har betydet, at man nu rentabelt kan fragte billige råvarer over verdenshavene. Siden 1960'erne er der gjort kolossale fund i Australien. Nye geologiske efterforskningsmetoder har gjort det muligt at udforske de enorme tyndt befolkede egne. Australien er blevet selvforsynende med alle mineralske råstoffer og al energi, og det er en af verdens førende mineraleksportører. Udlandet er interesseret i Australiens malme, da lødigheden er høj, og malmene oftest er billige at bryde i åbne miner. Endvidere er mineproduktionen etableret på så sent et tidspunkt, at arbejdsmetoderne er højt automatiserede, og de fleste australske miner er som regel meget konkurrencedygtige.

Især inden for minedrift er der sket en betydelig effektivisering. I 2021 var Australien verdens næststørste kuleksportør efter Indonesien og femtestørste kulproducent. Landet er den suverænt største jernmalmseksportør, og produktionen var så vigtig for Kina, at jernmalmen ikke blev ramt af Kinas importforbud mod andre australske produkter under covid-pandemien. Landet er en af verdens største gaseksportører, men på trods af dette har der været problemer med at få gas nok til det australske marked.

Det virker ikke umiddelbart som en grøn succeshistorie at være storproducent af kul og gas, når den grønne omstilling handler om at afvikle afhængigheden af disse resurser. Australsk politik var især i 2010'erne hjemsøgt af et tilsyneladende endeløst slagsmål om landets energiproduktion. Et af problemerne skyldes pengestrømmene fra mineselskaber til politikerne i Canberra og mineselskabernes indflydelse på medielandskabet i Australien. Alt dette førte til en forsinkelse i omstillingen til grøn energi i et land, hvor solen brager ned fra en skyfri himmel rigtig mange timer om året – og kunne ramme solpaneler.

Melbourne får færrest timer solskin – 2200 per år, mens Perth får flest – 3200 timer per år. Selv Melbourne slår dog København med 400 timer. Men energiproduktion fra solpaneler er firedoblet i Australien på 6 år, og har givet Australien førertrøjen på i forhold til kapaciteten per indbygger på trods af politikerne stædige støtte til kulindustrien. På vindmølleområdet ligger Australien målt på kapacitet per indbygger på niveau med Holland i 2020. I forhold til antallet af elbiler er Australien håbløst bagud. Det samme gælder forbrug til opvarmning og afkøling af huse, der meget ofte ikke er isolerede.

I et vidtstrakt land som Australien er det væsentligt for erhvervsudviklingen, at landsdelene står i god transportmæssig forbindelse med hinanden. Læs mere om transport i Australien.

• Australien