transport i Australien

I starten oprettede bosætterne små kolonier på strategiske steder rundt i det sydlige Australien. Al lang transport foregik med båd eller skib, og da opdagelsesrejsende bevægede sig længere ind i landet, ledte de efter store floder og søer, man kunne sejle på. De var der imidlertid kun i stærkt begrænset omfang, og kun langs Darling-Murray flodsystemet anlagde man en række flodbyer. De blev til gengæld aldrig store. Det blev byerne langs kysterne. Efterhånden som bosættelserne spredte sig, delte briterne landet op i flere kolonier. Det gjorde, at transport i de enkelte kolonier rettede sig imod hovedbyen. Faktisk gjorde man sig i 1800-tallet store bestræbelser for at forhindre, at eksempelvis folk i New South Wales kunne handle eller bevæge sig over grænsen til Queensland eller Victoria. Ude i ødemarken foregik transport først med oksekærre, senere blev de afløst af mere terrængående dromedarer og deres pakistanske og afghanske førere. De meget brede hovedgader i småbyer ude på landet skyldes at dromedarer ikke er i stand til at bakke. Mod slutningen af århundredet begyndte anlæggelsen af jernbaner, men de orienterede sig også mod hovedbyen i den enkelte koloni. Der var bl.a. forskel i sporvidde mellem New South Wales, Victoria og Queensland – alle skulle skifte ved grænsen.

Da føderationen blev en realitet i 1901, forsvandt grænserne mellem kolonierne, der nu var delstater inden for den samme stat. Men de forskellige sporvidder blev et problem, der først blev løst langt senere – og kun delvist. Ideen om big Australia bredte sig især i 1920'ernes Australien, hvor man mente hele landet skulle under plov og industrialiseres. Sådan gik det ikke, og udbygningen af jernbanenettet gik i stå, mens vejnettet til biler blev udbredt – men fortrinvis omkring byerne, hvor langt de fleste australiere boede.

Efter 1945 importerede Australien en masse arbejdskraft gennem et storstilet immigrationsprogram. Samtidig blev de første bilfabrikker opført, hvor udenlandske bilfirmaer masseproducerede biler til en australsk befolkning, der fortsatte med at slå sig ned i storbyområderne, mens befolkningstilvækst på landet var mere sporadisk. Vejnettet mellem byer og storbyer blev udbygget, og en national highway på 16.000 km blev gradvist gjort færdig – og i 1989 var hele vejen også asfalteret. Den fører hele Australien rundt langs den australske kyst – om end oftest et stykke inde fra kysten. Men langt de fleste australiere kørte mest rundt på vejnettet i de australske storbyer og større byer. Den offentlige transport haltede efter. Man har aldrig kunnet køre Australien rundt i tog, men flere nationale busselskaber forbandt i 1980'erne mange destinationer rundt i landet.

Billeder fra Australien viser ofte kæmpe lastvognstog med adskillige vogne, der drøner gennem den australske ødemark. Men de fleste australiere kører rundt i deres biler i de storbyer, hvor de bor. Byerne har også et udbygget net af lokaltog og busruter, men de kæmper en ulige kamp mod de konstant voksende storbyer, der ikke har fundet formlen til at bygge opad (udover de karakteristiske kæmpeskyskrabere i centrum). Uden for centrum er det småt med boligblokke. Her hersker endeløse forstæder, med parcelhuse, der strækker sig, så langt øjet rækker. Selv hvis der er en station i nærheden, skal man stadig transporteres til stationen gennem morgenmylderet.

Tog forbinder Perth, Adelaide, Melbourne, Sydney, Brisbane, Cairns, Alice Springs og Darwin. Men de lange strækninger er tog for turister, og det er en dyr fornøjelse. Selv mellem landets største byer Sydney, Melbourne og Brisbane er der i forhold til Europa meget få tog, og at køre med dem virker som et levn fra en svunden tid, hvor tempoet får et DSB-lyntog til at virke som et lyntog. Store planer har længe været undervejs for at skabe et transportnet, der kunne flytte noget af godstransporterne fra landevejene og måske endda passagerer fra flytrafikken. Men det har lange udsigter. I nyere tid er det kun forlængelsen af the Ghan mellem Adelaide og Alice Springs, der i 2004 blev forlænget til Darwin, der har flyttet godstrafik på den strækning fra lastvognstog til tog.

Mens vi venter, er flystrækningerne Brisbane-Sydney og Sydney-Melbourne blandt nogle af verdens travleste flystrækninger. Det er godt for flyselskaberne, men ikke for miljøet. Fly er i det hele taget den foretrukne måde at komme rundt på, så snart man bevæger sig mere end nogle få hundrede km. Og det gør man let i Australien, så selv små flækker langt ude på landet har en lufthavn eller en landingsbane, hvor 'terminalen' minder om en svagt udbygget telefonboks.

Skibstrafik består enten af turistbåde, der sejler ud til især Great Barrier Reef, eller deciderede ruteforbindelser mellem hovedlandet og et relativt lille antal øer. De to mest berømte ruter er færgen fra Victoria til Devonport på Tasmanien , og Cape Jervis syd for Adelaide til Kangaroo Island .