Årsnedbør Australien.

.

Australien er et varmt og tørt kontinent. Hovedparten ligger i det subtropiske klimabælte med lange, varme somre og korte, milde vintre. Længst mod nord er der tropisk klima med sommertemperaturer over 30 °C i gennemsnit. Tasmanien og de højeste dele af De Australske Alper har et mildt tempereret klima. Her er der områder med vinterregn og en karakteristisk skov- og makibevoksning. På store dele af kontinentet ligger årsnedbøren under 25 cm, og her finder man ørken, busksteppe og græssteppe. På østsiden af Great Dividing Range i øst falder der op imod 200 cm nedbør, og her er der subtropisk skov og savanne. I de nordligste egne falder der en del sommerregn, og her er der tropisk skov og savanne.

Klimabælte og vindforhold

Australiens klima- og plantebælter.

.

Australien ligger nord for den sydlige halvkugles markante og ubrudte vestenvindsbælte. Et ret stabilt højtryk over det sydlige Indiske Ocean er baggrund for den stadigt blæsende sydøstpassat. Denne vind blæser fra koldere til varmere egne og er derfor nedbørsfattig. Det resulterer i det meget tørre klima, som præger hele vest- og sydvest-Australien. Flere kystbyer i Western Australia får ikke nedbør hvert år. Havet øst og vest for det nordlige Australien er, især i sensommeren, præget af tropiske cykloner. Med mellemrum rammes nord- og østkysten af willy-willies, der er Australiens svar på tornadoer. De udløser lokale orkanvindstyrker og voldsomme nedbørsmængder – både regn og kæmpehagl – som medfører store ødelæggelser.

Klimaforandringernes indflydelse

Australien bliver allerede nu hårdt ramt af klimaforandringer. De største bushfires siden bosætternes ankomst i 1788 ramte store dele af det østlige og sydøstlige Australien i 2019-2020. De blev efterfulgt af nogle af de mest omfattende oversvømmelser, der på skift ramte Australien frem til begyndelsen af 2023. Klimaforskningen har slået fast, at bushfires vil intensiveres, nedbørsmængder koncentreres som konsekvens af klimaforandringer.

Brandene i 2019-2020

Mallacoota fires
Mallacoota bushfire hen over nytåret 2019-2020. Tusindvis af mennesker søgte ned til kysten og strandene, hvor der stadig faldt gløder fra de brændende skove. Det var sommerferie, så tusindvis af australiere var på ferie i området ud over lokalbefolkningen, som til dels lever af turisterne fra de australske storbyer.
Af /https://www.flickr.com/photos/cazzjj/49341731077/.

Brandene i 2019-2020 afbrændte 243.000 km2, og eksempelvis i den sydøstlige by Mallacoota blev folk evakueret af den australske flåde på en højsommerdag, hvor himlen var orange-sort, efter at indfaldsvejene var afskåret af brandene. På Kangaroo Island brændte over halvdelen af øen.

Udover 34 omkomne anslås det, at tre milliarder dyr blev påvirket af brandene. 60.000 koalaer blev ramt af brandene, og koalaen har det i forvejen svært med habitatstab til træfældning, tørke og andre brande. Fra 2018 til 2021 faldt koalapopulationen med en tredjedel til under 60.000.

Oversvømmelserne i 2020-2023

I byen Lismore i det nordlige New South Wales faldt der 670 mm regn over tre dage i februar 2022, og floden steg til 14,4 m over normaltilstand. Oversvømmelser i Kimberley i Nordvestaustralien og syd for Gulf of Carpentaria gjorde småbyer og gårde til små isolerede øer i et kæmpehav. I en meget lang periode blev den ene nedbørsrekord efter den anden slået langs den australske østkyst, samtidig med at store områder langs floderne Murray og Darling blev oversvømmet, og byer blev ramt af springfloder.

Oversvømmelser i Australien er ikke unormale, og der er bushfires i Australien hvert år. Men omfanget og intensiteten er uden sidestykke i et land, der er en af verdens største eksportører af fossile brændstoffer, og som har et af de største klimaaftryk målt per indbygger.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig