energiforbrug (husholdninger)

Opvarmningsformen i danske boliger, hænger sammen med varmeplanlovgivningen tilbage fra 1980’erne, hvor Danmark blev inddelt i forskellige områder:

• de der fik fjernvarme
• de der fik naturgas
• og resten som kunne bruge olie, træpiller eller el-opvarmning

Siden den første varmeplanlov er der kommet fjernvarme til stadigt flere boliger, og fjernvarme er skiftet fra primært at være baseret på afbrænding af kul til i højere grad, at være baseret på forbrænding af træflis og affald. Fjernvarme udgør nu den mest udbredte opvarmningsform, idet det omfatter mere end 65% af alle boliger, hvor den næstmest udbredte opvarmning er naturgas, som 15% har (2022).

Energiforbruget til opvarmning dækker dels opvarmning af boliger og dels varmt vand. Fordelingen mellem, hvor stor en del der går til rumopvarmning og hvor stor en del til vandopvarmning, er ikke entydig, men studier peger på, at 20-30% af energiforbruget til opvarmning er til varmt brugsvand. Energiforbrug til boligopvarmning er afhængigt af, hvor varmt man har det, hvor mange kvadratmeter bolig man opvarmer, samt hvor energieffektiv boligen er. Energiforbruget til varmt brugsvand afhænger af, hvor mange, og hvor lange, bade man tager, og dermed også af hvor mange mennesker, der bor i boligen. Derforvarierer det også meget, hvor stor en andel af varmeforbruget, der går til henholdsvis varmt vand og rumopvarmning. Livsstilen i boligen, herunder den måde man opvarmer boligen på og den måde man bruger varmt vand på, er helt afgørende for energiforbrug til opvarmning. Forskningen viser således, at helt ens huse kan have energiforbrug, der varierer med 100-200% afhængig af, hvordan huset bruges.

Elforbruget i boliger er i modsætning til varmeforbruget delt ud på mange forskellige apparater, og fordelingen af hvad der bruges el til varierer fra husstand til husstand, afhængig af livsstil, boligtype og husstandsstørrelse. Underholdning (PC og spillekonsoller mm) og TV udgør tilsammen den største andel, hvorimod fx belysning udgør en mindre andel under 10%, som man kan se på figur 1.

Hvad vi bruger el på i boligen, har ændret sig over tid. Da el blev indlagt i danske husstande før 2. verdenskrig, var det hovedsageligt til belysning, men med udbredelsen af husholdningsapparater fra 1960’er og frem blev frysere og køleskabe de store strømslugere. De sidste årtier er antallet af computere og spillekonsoller samt både størrelsen og antallet af fjernsyn steget, samtidig med, at køle-og fryse apparaterne er blevet mere energibesparende. Fordelingen af hvad vi bruger el til i boligen, hænger dermed nøje sammen med den livsstil beboerne har, samt i et vist omfang også energieffektiviteten af de apparater man har.

I perioden fra 1977 har der været lovkrav om, at nybyggede huse skulle leve om til nogle krav til energiforbrug, der løbende er blevet strammet.

Siden 2010 er denne energipolitik blevet en del af den europæiske energipolitik, under det såkaldte EPBD (Energy Performance of Buildings Directive). Det har også siden 2010 omfattes, at alle boliger der handles skal energimærkes, samt at boliger ved renovering så vidt muligt skal følge samme energikrav som nybygninger.

En boligs energimærke afspejler, hvor meget energi det vil kræve at varme hele boligen op ifølge standardiserede regneregler om bygningers energieffektivitet. Afhængig af hvor stort dette beregnede energiforbrug er pr. kvadratmeter, tildeles huset et bedre eller dårligere energimærke.

Disse mærker gik først fra det dårligste mærke som er G, til det bedste som er A, men da det i de seneste årtier er blevet muligt at bygge huse, der er endnu mere energieffektive, blev der tilføjet A2010 og A2020, som indikerer mere energieffektive huse sammenlignet med A.

Parallelt med det politiske fokus på energieffektivisering af bygninger har der været fokus på energimærkning og effektivisering af elektriske apparater. Energieffektivisering betyder, at man kan få den samme energitjeneste med et mindre energiforbrug. En mere effektiv fryser kan således holde den samme lave temperatur med et mindre energiforbrug. For køleskabe og frysere går mærkerne fra G til A, hvor A er det bedste. Idet mærket gives for en bestemt energitjeneste, fx nedkøling af et bestemt rumfang, ser man at en stor A-mærket fryser kan have et større forbrug end en lille fryser med et dårligere energimærke. Det er ikke det endelige energiforbrug der bedømmes, men energiforbruget i forhold til energitjenesten.

Energimærkning er en politik, hvor man opfordrer forbrugerne til at efterspørge de mest effektive apparater, samtidig med at man fra politisk side løbende strammer kravene til, hvad det kræver for producenterne, at opnår de bedste mærker. Formålet er at påvirke industrien til at innovere mod stadigt mere effektive produkter. Det betyder, at kravene løbende er blevet strammet for, hvad der skal til, at et produkt kan mærkes med fx et A-mærke. I en årrække medførte disse stramninger, at der blev indført ny mærker ved at tilføje et eller flere +’er efter A-mærket for at indikere et stadigt bedre mærke.

For at gøre det nemmere for forbrugerne, gik man i 2021 væk fra disse plusser, hvilket så til gengæld har betydet, at et A-mærke herefter kom til at betyde noget andet sammenlignet med tidligere.

Hvis vi specifikt kigger på opvarmning af boliger og på forskellen mellem de forskellige energimærker af huse fremgår det også, at beboere bruger deres bolig forskelligt, alt efter, hvor energieffektiv den er. Bl.a. har man det ofte varmere i de nye effektive huse sammenlignet med i de ældre mindre effektive huse.

Det såkaldt beregnede energiforbrug for de G-mærkede boliger er meget højere end det er for de A-mærkede boliger (se figur 3). Det er præcist det, energimærket går ud på at vise. Man beregner, hvad det vil koste af energi at opvarme hele boligen ensartet til 20 grader.

Hvis vi derimod ser på, hvad det faktiske energiforbrug er i de samme boliger, så kan vi se, at i de G-mærkede boliger, så bruger folk kun omkring den halve mængde energi til opvarmning, hvorimod, de bruger væsentligt mere energi i de A-mærkede i forhold til, hvad beregningerne forudsætter. Når man sammenligner de faktiske energiforbrug i de forskellige energiklasser af huse, så er forskellen mellem de bedst og de dårligst isolerede boliger således langt mindre end de teoretiske beregninger forudsætter.

Hvis man bor i et ældre og dårligt isoleret hus, så tager man typisk hjemmesko og en tyk sweater på, og varmer måske primært de rum op, som man bruger. Derimod ses det ofte, at temperaturen i de moderne højisolerede boliger er langt højere end de 20 grader, som beregningerne forudsætter, og at beboerne går med bare tæer og t-shirt om vinteren indendørs.

Mennesker ændrer opvarmnings- og påklædningsadfærd, afhængig af, hvor effektiv deres bolig er.

Rebound-effekten kan imidlertid også ses i en bredere samfundsmæssig betydning, som inkluderer at normerne i samfundet for, hvad der er almindeligt, forandrer sig over tid sammen med, hvad der er teknisk muligt. Før der var installeret brusebade i alle boliger, var det ikke almindeligt at bade hver dag, og før vaskemaskiner blev almindelige, blev der vasket langt mindre tøj. Før år 2000 var det ikke nødvendigt for almindelige mennesker at have en computer derhjemme, og slet ikke at vi alle havde hver vores pc og mobil.

Hvad der er almindeligt og nødvendigt for at kunne leve et normalt hverdagsliv, ændrer sig således med de tekniske muligheder, herunder hvor effektive hvert apparat er. En energipolitik der kun fokuserer på, at vi skal have mere effektive boliger og apparater, og som ikke inkluderer udviklingen af normer og livsstil, kan derfor ikke få energiforbruget til at falde, sådan som det fremgik af figur 2, hvor energiforbruget ikke er faldet i de sidste 30 år.

Politisk set kan det omvendt kaldes en succes, at energiforbruget ikke er steget i de sidste årtier, på trods af, at vi i samme periode har haft økonomisk vækst og en øget befolkning. Succes eller fiasko handler derfor også om den politiske målsætning.

Hvis det er et politisk mål, at forbruget ikke bare skal være status quo, men at energiforbruget i husholdninger rent faktisk skal falde, har flere forskere peget på nødvendigheden af at påvirke forbrugsadfærden.

I den diskussionen er det foreslået at fokusere på 'sufficiency' og ikke bare 'efficiency' (som effektivisering hedder på engelsk).

Det engelske ord sufficiency, kan på dansk oversættes til tilstrækkelighed, og dermed til en politik, der inkluderer spørgsmålet om, hvornår nok er nok. Særligt i perioden fra 1960’erne og frem har de fleste mennesker i den vestlige verden oplevet en materiel velstandsstigning, hvor mange har fået stadigt større boliger, som opvarmes til højere temperaturer og som udstyres med stadigt flere elektriske apparater.

Spørgsmålet er imidlertid, om livskvaliteten entydigt er steget sammen med denne materielle vækst. Forskere m.fl. har argumenteret for at inddrage andre parametre i energipolitikken, hvis det skal lykkes med at reducere energiforbruget i boliger og hverdagsliv.

Problemet er, at det ikke er nemt at pege på, hvilke former for politik, der kan bruges i denne sammenhæng, idet vi dermed skal forstå, hvad det er der driver udviklingen mod et stadigt større forbrug. Nogle peger på, at det er selve den vækstorienterede økonomi, der er problemet.

En anden måde at undersøge sammenhænge mellem politik og sufficiency, er at se på de politikker, der fastholder et stort forbrug, uden det nødvendigvis er det, vi ønsker.

Når der i Danmark er stadig flere kvadratmeter bolig per person, viser statistikken, at det særligt gælder for de ældste. Det gælder dem over 60 og specielt dem over 80 år. Det er ikke nødvendigvis fordi ældre mennesker vælger, at de gerne vil bo stort. Ældre der bor alene i en stor bolig, er typisk enlige kvinder, som sammen med deres mand har købt et parcelhus, som passede til en familie med børn. Men efter børnene er flyttet hjemmefra og manden er død, bliver de boende i huset, fordi de er følelsesmæssigt knyttet til boligen og fordi det er det nemmeste og billigste. Den politik der føres fra det offentliges side, understøtter ikke, at de ældre flytter i mindre boliger. Tværtimod kan man fra kommunen få varmehjælp, så man fortsat har råd til at varme boligen op, og ældrepolitikken hviler på et princip om, at det er godt for den ældre at blive længst muligt i eget hjem.

En anden parallel forklaring på det store boligforbrug handler om forholdet mellem husstandstyper og boligtyper. Den mest almindelige husstandstype i Danmark er en, der bor alene, idet 40 % af alle husstande i 2020 består af kun en person.

Det der ofte kaldes en almindelig familie, med far, mor og to eller flere børn, udgør omkring 15 % af alle husstande. I modsætning til det består boligbestanden i meget høj grad af familieboliger, der netop er bygget til far, mor og børn. Godt 40 % af alle boliger er enfamiliehuse, og en stor del af de rækkehuse og etageboliger der findes, er også bygget som familieboliger. Der er altså et misforhold mellem den type boliger, der findes, og den type husstande vi er. Når ældre ikke flytter ud af parcelhuset efter børnene er flyttet hjemmefra, er det også fordi, at de fleste boliger er bygget som store familieboliger.

I et moderne samfund følger elforbruget nogle faste mønstre, som hænger sammen med døgnets rytmer og den måde, arbejdslivet er indrettet på.

De fleste mennesker står op samtidigt hver morgen, og bruger energi på at brygge kaffe og tage bad. I energisystemet taler man om morgenspidsen. Om eftermiddagen komme de fleste hjem fra arbejde og starter nogenlunde samtidigt på at lave aftensmad og tænde alle deres øvrige apparater. Dette kaldes for kogespidsen, som er væsentligt højere end morgenspidsen. Om natten, når de fleste sover, falder elforbruget markant. I weekenden, hvor de fleste har fri, er både morgen- og kogespidsen laverer.

Produktionen fra den vedvarende energi følger på sin side, hvor meget vinden blæser. I perioder er der højere elproduktion end der er efterspørgsel efter el, hvor der på andre tidspunkter er lavere produktion, så elsystemet må skrue op for den fossile energiproduktion, eller importere fra andre lande.

I et bæredygtigt og fossilfrit energisystem er det en stor fordel, hvis man kan få forbrugerne til at flytte deres forbrug væk fra kogespidsen, og flytte forbruget til tidspunkter, hvor der er meget produktion af vedvarende energi. Den væsentligste metode til dette er variabel elpris, hvor strømmen bliver billigere, når elsystemet forventer større produktion end forbrug, og omvendt dyrere, når man forventer lavere produktion og højere forbrug.

Der har været variable elpriser i en del år, uden forbrugerne var særligt opmærksomme på dette. Med energikrisen 2022 forandrede det sig imidlertid, idet elpriserne i perioder steg kraftigt, og med store forskelle over korte perioder. Således kunne der over et døgn, eller over nogle dage, være mange hundrede procents forskel mellem de højeste og de lavest elpriser.

Hvor el tidligere havde været noget, som de fleste brugte uden at tænke synderligt over det, kom der over en kort periode stort fokus på, hvornår det var bedst at bruge strøm, og hvornår man helst ikke skulle. På nogle af periodens mest downloadede apps kunne forbrugerne følge prisen et par døgn frem i tiden og se deres eget elforbrug.

Når forbrugerne bliver opmærksomme på variable elpriser, er det særligt opvaskemaskinen og vaskemaskinen som tidsforskydes, så de kører om natten fremfor i spidsbelastingerne, ligesom også en elbil er oplagt at oplade om natten.

For nogle af de mest økonomisk pressede familier, blev alle former for elforbrug, inklusive pc, tv og madlavning noget, som blev forsøgt begrænset og tidsforskudt.

Energikrisen satte også fokus på, at nogle husstande, som i forvejen ikke var blandt dem med de største energiforbrug, blev nødt til at spare endnu mere på energien.

Internationalt set taler man om energifattigdom, hvor familier ikke har råd til energi til basale energitjenester som opvarmning og madlavning. Under energikrisen var der økonomisk udsatte familier, som ikke havde råd til ordentlig opvarmning og varmt vand, eller som undlod at lave varm aftensmad, hvis priserne var for høje.

Det viser, at der er sociale aspekter af hvordan den grønne omstilling af energisystemet gennemføres. Høje prisstigninger rammer primært dem, der har det økonomisk sværest, hvorimod dem der har de største forbrug, har råd til fortsat at betale.

Et andet væsentligt socialt aspekt af hverdagens energiforbrug er køn. Forskningen viser, at der er en arbejdsdeling i danske hjem mellem mænd og kvinder. Det er (stadig) i højere grad kvinder, der står for madlavning og tøjvask, hvorimod forskningen også peger på, at det i højere grad er mænd, der interesserer sig for energisystemet og i at følge elpriserne og som gerne vil tilpasse forbruget.

Det kan potentielt give nogle problemer i hverdagen, hvis det er den ene part der følger priserne, og den anden part, der skal ændre sin praksis. Tidsforskydning af elforbrug er dermed et eksempel på, hvordan energipolitik ikke kun skal inkludere tekniske aspekter og forståelser. Hvis den skal være effektiv, skal man også indtænke, hvem det er, der skal ændre hvad og hvordan de motiveres.

Energipolitisk har fokus længe været på energieffektivisering af bygninger og apparater, altså rent tekniske løsninger. Når der fra offentlig side er arbejdet med adfærd og livsstil, har det typisk enten været økonomisk i form af afgifter og prissignaler eller med oplysningskampagner, som har forsøgt at påvirke forbrugerne til at skrue ned eller vælge mere effektivt.

En tilgang der endnu ikke er arbejdet bevidst med, er at ændre den kollektive hverdagspraksis og herunder hvordan noget bliver til nye normer for øget forbrug. En sådan indsats kunne inkludere andre politikområder, fx ældrepolitik og boligpolitik, og på hvordan sådanne politikker understøtter, om vi bor større eller mindre.