det indoeuropæiske grundsprog

Det indoeuropæiske nominalsystem havde tre køn, maskulinum, femininum og neutrum; tre tal, singularis, dualis og pluralis; samt otte kasus, nominativ, vokativ, akkusativ, genitiv, ablativ, dativ, lokativ og instrumentalis. Et nomen kunne dannes ved tilføjelse af et suffiks direkte til roden, fx latin mask. sing. nom. rēx 'konge' af stammen rēg og -s, eller ved at indsætte et element mellem rod og endelse, jf. latin lupus 'ulv' af *wĺ̥k^w-o-s. Pronominerne rummede foruden en del gamle træk også hyppige fornyelser og føjede, fx hos de personlige pronominer, flere rødder sammen i et paradigme:

Det indoeuropæiske verbalsystem opererede med følgende kategorier: diatese, aktiv og medium, modus, indikativ, konjunktiv, optativ, imperativ og injunktiv, tempus/aspekt, præsens, imperfektum, aorist, perfektum og evt. futurum, person, 1., 2. og 3., og tal, singularis, dualis og pluralis. Karakteristiske grammatiske udtryksmidler er endelser, augment, reduplikation og aflyd. Aflyd, der ligger bag vokalvariationen i de germanske stærke verber, fx binde, bandt, bundet, er begrundet af den mobile indoeuropæiske accent, der bevirkede, at vokaler kunne variere kvalitativt, fx mellem e og o, og kvantitativt gennem forlængelse, reduktion eller bortfald.

Rekonstruktionen af det indoeuropæiske grundsprogs lydsystem er omstridt, men det har formentlig omfattet de lyde, der fremgår af nedenstående tekstrammen over lydsystemet. Ældre rekonstruktionsforsøg medtager desuden ustemte aspirerede klusiler, fx ph, der alene blev rekonstrueret ud fra ord i sanskrit. Alle vokaler bortset fra de tre ə'er, herunder også diftonger og konsonantiske vokaler, forekommer både som lange og korte.

I de østlige sprog bortset fra anatolisk og tokharisk er palatalt k̂ blevet til en sibilant, mens den i de øvrige sprog er faldet sammen med velært k; fx er indoeuropæisk *k̂m̥tóm '100' således blevet til sanskrit śatám, avestisk satəm, litauisk šim̃tas over for latin centum, walisisk cant, tokharisk känt. Efter formerne i hhv. latin og avestisk taler man derfor om kentum- og satemsprog.

Klusilerne er ordnet efter stemthed og aspiration; af frikativerne er h₁ og h₂ ustemte og aspirerede, h₃ er stemt og uaspireret, og s er ustemt og uaspireret. Alle øvrige lyde er stemte og uaspirerede. Konsonanterne m, n, l, r, j, w, h₁, h₂ og h₃ svarer i vokalisk funktion til hhv. m̥, n̥, l̥, r̥, i, u, ǝ₁, ǝ₂ og ǝ₃. Lydsystemet omfatter tillige diftongerne ei, ai, oi, eu, au, ou.

Fælles for de indoeuropæiske sprog er en del slægtsord, fx far, mor, bror, søster, søn og datter, basale talord for 1-10 og en række såkaldte kulturord, hvor arkæologiske fund peger hen mod et hjemland i Østukraine og Sydrusland omkring 4000-3000 f.v.t. Det drejer sig fx om betegnelser for hus, dør; honning, mjød, byg, fisk, salt; ko, hest, får, svin; købe, bære, spise, så, væve; uld, nøgen; kobber, guld; sværd, bue, pil; skib, vogn, hjul, plov.

• indoeuropæiske sprog
• grundsprog