den nikænske trosbekendelse – Nikænum | lex.dk

Den nikænske trosbekendelse, i kort form Nikænum, blev udfærdiget ved det første økumeniske koncil i Nikæa i år 325 e.Kr. Trosbekendelsen er den første af sin slags, der blev betragtet som besiddende universel gyldighed for hele den kristne kirke.

Den nikænske trosbekendelse blev til i kølvandet på den arianske strid om forholdet mellem Gud Fader og Gud Søn. Trosbekendelsen blev vedtaget da Kejser Konstantin den 1. indkaldte til et fælleskirkeligt koncil i Nikæa i Lilleasien med det formål at opnå enighed om kristendommens centrale trosartikler.

Den nikænske teologi

Af særlig betydning i Nikænum er formuleringen, at Guds Søn er "af samme væsen som Faderen". Ved at hævde, at der findes en væsensenhed (på græsk, homo-ousi) mellem Gud Faderen og Guds Søn, danner Nikænum grundlag for treenighedslæren som den blev udformet i efterfølgende teologi.

Blandt de vigtigste teologer, der efter koncilet i år 325 forsvarede den nikænske trosbekendelse, er Athanasius og Gregor af Nazianz i østkirken, og Hilarius af Poitiers og Ambrosius i vestkirken.

Den nikænske trosbekendelse blev efter alt at dømme stadfæstet ved koncilet i Konstantinopel i år 381, hvorefter den kendes som den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse. Den blev dog først endeligt vedtaget ved koncilet i Kalchedon i år 451.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Patristik

Johannes Aakjær Steenbuch

Ph.d.