Ambrosius

Ambrosius, 339/40 (333/34)-397, kirkefader, biskop af Milano. Ambrosius regnes blandt de fire 'kirkelærere', lat. doctores ecclesiæ; de tre andre er Hieronymus, Augustin og Gregor den Store. Ambrosius blev født i Trier af kristne forældre, men selv først døbt i 374. Efter en juridisk uddannelse med henblik på en embedsmandskarriere blev han ca. 370 statholder for Norditalien og fik bopæl i Milano. Da den arianske biskop af Milano døde i 374, opstod der strid mellem de arianske og de katolske kristne om valget af en ny biskop. Ambrosius ville mægle, men blev selv spontant valgt, skønt han endnu kun var katekumen og ikke døbt. Som biskop fik han afgørende indflydelse på den katolske kirkes forhold til staten, til arianerne og til ikke-kristne. Han udfoldede en udbredt social hjælpevirksomhed, der gavnede kirkens udbredelse.

Ambrosius er også kendt for en række bibelfortolkninger og bøger om etiske, dogmatiske og kateketiske emner; han var stærkt påvirket af Origenes (allegorisk bibeltolkning) og af "ny-nikænsk" ortodoksi. Af varig betydning for den kirkelige liturgi blev den såkaldte ambrosianske sang. Ambrosius er forfatter til flere hymner, der fik stor udbredelse, og han blev kendt som en fremragende prædikant, hvis forkyndelse fik mange, deriblandt Augustin, til at lade sig døbe. Se også ambrosiansk kirkesang, ambrosiansk liturgi.

I Milano lod Ambrosius den store basilika Sant'Ambrogio opføre i slutningen af 300-t. (ombygget i romansk stil i 800-1100-t.). I kunsten fremstilles han som biskop, tidligst i en mosaik fra ca. 470 i kapellet San Vittore in Ciel d'Oro ved Sant'Ambrogio. Blandt hans helgenattributter er en bikube eller et barn i en vugge.