Origenes

Origenes, ca. 185-ca. 254, græsk teolog af den alexandrinske skole og platonisk inspireret filosof. I Alexandria modtog han efter antik tradition en bred uddannelse i grammatik, retorik, naturlære og filosofi og prægedes især af den mellemste platonisme (se platonisme) og af stoicismen; hos Ammonios Sakkas blev han formentlig bekendt med platonismen.

Da hans far, Leonides, i 202 led martyrdøden, påbegyndte han sin virksomhed først som grammatiklærer og siden som Klemens fra Alexandrias efterfølger i katekumenskolen, som han udvidede med en filosofihistorisk overbygning, den første af sin art.

Ca. 232 åbnede Origenes sin egen skole i Caesarea Maritima (nuv. Horbat Qesari i Israel), og fra eleven Gregor (Gregorios Thaumaturgos) kender vi pensum: bl.a. aritmetik, geografi, astronomi, retorik og filosofihistorie, alle nødvendige kundskaber for en troværdig udlægning af de bibelske tekster.

Da Origenes lod sig præstevie under en rejse til Calsarea, udelukkede Alexandrias' biskop ham fra det alexandrinske kirkefællesskab pga. tilsidesættelsen af biskoppens jurisdiktion samt en beskyldning om Origenes' selvkastration (foranlediget af en ordret tolkning af Matth. 19,12). Han bosatte sig i Caesarea og blev fængslet under kejser Decius' kristenforfølgelser 249-251; mærket heraf døde han i Tyrus.

Hovedparten af Origenes' omfattende forfattervirksomhed består af prædikener (homilier) og lærde bibelkommentarer, der alle er præget af den ordrette teksts allegoriske omtolkning til en moralsk eller åndelig betydning. Han etablerede med Hexapla en tekstkritisk bibel ved at sidestille fem forskellige bibeludgaver på hebraisk og græsk.

Det primære mål med afhandlingen Contra Celsum (Mod Kelsos) er, trods filosofiske overensstemmelser, en konfrontation med det hedenske dannelsesideal. Filosofiens mål er at nå til erkendelse af det guddommelige ords opdragende og herved forløsende kraft.

Hovedværket, Om Grundbegreberne (gr. Peri archon; lat. De principiis), er det første forsøg på at fremstille en egentlig kristen lære med en hellenistisk begrebslighed og tankestruktur.

I Origenes' treenighedslære adskilles Helligånden fra Fader og Søn; Sønnen underordnes Faderen, idet Sønnen, som logos, fra evighed af dog er et billede på Gud. Menneskets præeksistente sjæl blev ved et ursyndefald bundet til Jorden, men den guddommelige logos kan helliggøre sjælen gennem menneskets personlige dyd.

Det onde får i læren om apokatastasis ingen varig eksistens; de forskellige eksistensformer (de besjælede himmellegemer, englene, mennesket og sågar Djævelen) svarer til forskellige, faldende grader af nærhed til Gud. Hver enkelt eksistens' valgfrihed muliggør efter platonisk forbillede en bevægelse mellem eksistensrummene, således at tidens cykliske egenart muliggør flere perioder af fald og genoprettelse, inden alt til slut vil samles hos Gud.

Med sin allegoriske bibelfortolkning og platoniske kristendom prægede Origenes, som oldkirkens vigtigste teolog efter Augustin, den teologiske debat, også efter den romerske kejser Justinians 1.s fordømmelse i 543.

Kristendomssynet genfindes tydeligt i 1400-t. hos renæssancefilosoffen Pico della Mirandola.

Kirkefaderen Origenes er undertiden blevet forvekslet med en lidt yngre, nyplatonisk filosof af samme navn.