danske pop- og rockfestivaler

Som i mange andre lande er sommerens danske festivalmarked til stadighed blevet større og mere mangeartet. I løbet af 2000’erne har de fleste byer med respekt for sig selv fået deres egen festival. Festivalerne er en væsentlig del af en omfattende livemusikindustri med deltagelse af såvel lokale aktører og ildsjæle som internationale festivalfirmaer, fx Live Nation, der ejer Copenhell og Heartland. Festivalerne er samtidig en del af et lokalt, aktivt kulturliv, og på landsplan er der ca. 80.000-100.000 frivillige, som hver især lægger mellem 10 og 30 timers arbejdskraft i at få festivalerne til at fungere. Uden disse ville det ikke kunne lade sig gøre.

Festivalernes store popularitet skal søges i den samvirken mellem musik og musikere; den musik, de spiller; små og store fællesskaber (hhv. venner og det samlede publikum); at spise og ikke mindst drikke sammen; at sove sammen og at være udendørs samt hele den foreløbige karakter, der muliggør en leg med roller, identiteter og alternativ socialisering.

Fra producenternes side er festivaler populære, dels fordi de kan være profitable for uden- og indenlandske private forretningsfolk, dels fordi de har stor brandingværdi for de byer og områder, som lægger lokaliteter til, og dels fordi de mange festivaler, der er organiseret som fonde m.v. kanaliserer dele af overskuddet ind i det lokale kultur- og foreningsliv.

Festivalerne varer mellem en og otte dage, og antallet af gæster varierer fra nogle få hundrede til over 100.000. På de fleste flerdagesfestivaler er det muligt at campere, og festerne i teltlejrene kan være lige så vigtige som festerne foran scenerne. I en analyse af danske musikfestivaler udgivet af Statens Kunstråds musikudvalg var der 100 festivaler i 2010, fordelt på kategorierne rock og pop (59), electronica (8), folk (21) og verdensmusik (12).

Antallet af scener på pop- og rockfestivalernes varierer fra en til syv, og festivalernes forskelligartede musikalske profiler bidrager til diversiteten. Nogle holder sig til en enkelt genre, andre trækker på mange, nogle lægger vægt på at præsentere det nye og anderledes, mens andre søger det velkendte og nostalgiske. Enkelte er overvejende amatørmusikfestivaler, mens de fleste benytter professionelle musikere.

Blandt de sidste foretrækker nogle at have udelukkende danske musikere, mens andre henter musikere fra det meste af verden til deres arrangementer. Næsten alle har dog et fokus på nutidig, vesterlandsk pop og rock og nogle gange lidt ældre popmusik fra de seneste ca. 50 år. Med de mange tilbud samlet på en enkelt festival er det nærliggende at opsøge musik, man ikke kender i forvejen. Omvendt kan de mange tilbud gøre nogle af de musikalske oplevelser mere overfladiske, fordi det hele tiden gælder om at komme videre til det næste.

Roskilde Festival, der begyndte i 1971, var ikke den første, men blev hurtigt den største festival i Danmark. Forud var gået Copenhagen Beat Festival, der foregik over 10 dage i 1969 på forskellige steder i byen, bl.a. i Falkonerteatret og Fælledparken, og tre dage i 1970 i K.B. Hallen.

Nyborg Festival blev afholdt over to dage i 1970 og tre dage i 1971, begge år med mulighed for at overnatte. Egedam Festival, der fandt sted i nærheden af Birkerød, begyndte også med tre dage i 1970 og fortsatte et par år mere. Thylejren blev etableret i 1970 og var ganske atypisk, idet den løb over hele sommeren med en varierende intensitet i musikprogrammet. Lejren, der efterhånden kom til at hedde Frøstruplejren, afholdt igennem 1970’erne festivallignende arrangementer. I 1971 blev der afholdt en enkelt to-dages festival på Ring Djursland.

De tidlige festivaler blev organiseret af ildsjæle, oftest uden særlige kompetencer inden for logistik og økonomi og med kun overfladisk kendskab til musikbranchen. Det ændrede sig langsomt op gennem 1970’erne og 1980’erne. Flere af ildsjælene udviklede sig til erfarne festivalorganisatorer, og efterhånden som musikbranchen selv blev mere gennemprofessionaliseret og -kommercialiseret, blev festivalerne det også, både med hensyn til afvikling, madkvalitet og sanitetsforhold. Det skabte en del debat, fordi mange kritikere opfattede udviklingen som en sælgen ud af de idealistiske principper, der lå bag de tidligste festivaler. Den kritik er forstummet i løbet af de seneste 10-15 år. I stedet handler kritikken om de enkelte koncerters kvalitet og den samlede programsammenstilling.

Sponsorer kom til (ikke mindst bryggerier) sammen med mediepartnere som DR og MTV. Det er en udvikling, som er blevet intensiveret lige siden i takt med væksten i antallet af festivaler. Festivalpladserne er også markedspladser, ikke blot for mad og drikke, men også for en række almindelige forbrugsvarer. I de senere år har mange tilbud ud over musikken bidraget til at differentiere publikum. Man kan vælge mellem dyre og billige spisesteder og barer, man kan tilkøbe forskellige former for camping og parkering, der gør opholdet mere behageligt, og man kan købe VIP-billetter, der giver tidlig adgang til nogle af koncerterne. Alt sammen i overensstemmelse med den internationale udvikling.

Mange af disse festivaler har fondslignende strukturer, og overskuddet fordeles på forskellige godgørende formål, hvilket på sin vis holder ældre tiders festivalidealer i hævd. Midtfyns Festival var den tidligste privatejede festival, hvis brand formåede at balancere mellem at skabe overskud og tjene et fællesskab. I 2010’erne er der kommet flere, store festivaler til, der er privatejede. Live Nation er nævnt, og danske Down the Drain Group ejer Tinderbox og Northside. De privatejede festivaler bruger stadig frivillige, men afsøger til stadighed nye indtægtskilder, fx ved at kræve afgifter af bands salg af merchandise. En række af festivalerne var i begyndelsen organiseret i Festival Danmark og nu i Dansk Live, der er fælles for spillesteder og festivaler.

Koncertafviklingen er også blevet professionaliseret. Sceneskift er hurtige, og de fleste artister spiller typisk en times tid. Kun enkelte gange spiller de helt store navne i længere tid. Det ved publikum på de større festivaler accepteret, så de er ”på” fra starten, og i mange tilfælde bliver de korte sæt intense fra første til sidste tone. Publikum accepterer den stramme tidsplan og insisterer kun sjældent på ekstranumre. I øvrigt opfører publikum sig ret forskelligt til koncerterne. De forreste er som regel entusiaster og helt opslugte, mens andre lidt længere bagved i højere grad bruger musikken som baggrund for en snak med vennerne.

Der er flere amatørfestivaler, men i de fleste tilfælde er der tale om professionelle musikere. Det rækker fra danske artister i begyndelsen af karrieren til gamle og nye verdensstjerner, der kan trække op til 60.000 tilhørere til deres koncerter. Det rækker også fra danske eller udenlandske undergrundsartister til mainstream popartister og fra lokale til artister fra alle verdensdele. Flere af disse artister kan give publikum musikoplevelser for livet, og enkelte koncerter står i dag som legendariske. Det gælder – ikke mindst pga. den intense mediedækning – en række koncerter på Roskilde Festival, fx med Bob Marley and the Wailers, U2, Gnags, Underworld, Kraftwerk, Prince og Paul McCartney. Men også de mere ukendte navne kan skabe store og intense oplevelser.

Festivalerne har efterhånden ret forskellige funktioner. Festivaler som Roskilde Festival er stadig tværgående og prøver at vise nogle af de nutidige, musikalske trends. Langelandsfestivalen holdt gennem tre årtier fast i at være en slags hyggefestival for familier, og den relativt nye Heartland lægger op til at være mødestedet for folk med en eksklusiv smag inden for drikkevarer, mad, musik og debat.

Distortion har for alvor udviklet byfestivalkonceptet med de fire på hinanden følgende endagsfester med op til 100.000 deltagere pr. dag, og SPOT har i Aarhus gennem snart 30 år udviklet sig til en branchefestival, der samtidig er en slags offentlig showcase for nye artister. Tønder Festival og Copenhell holder sig inden for relativt begrænsede genrer, hhv. ældre og nyere folk og heavy metal. Fælles for mange af de mindre festivaler er et relativt bredt pop-rock-program med samværet blandt publikum i centrum.

• internationale pop- og rockfestivaler