Med mikrofonens opfindelse opstod crooning som en sangstil i populærmusik i løbet af 1920’erne. I modsætning til den teknik, som sangere brugte fx på teatret i opera, hvor sangeren er nødt til at synge akustisk henover orkestret, tillod og krævede mikrofonens følsomhed, at man sang ukomprimeret og med mindre styrke. Det resulterede i en mere intim og konverserende stil.
Sangere opdagede også at mikrofonen virker særdeles godt med dybere stemmer, og at man kunne bruge stemmens hovedklang eller en blanding af hoved- og brystklang selv i et dybere toneleje (i modsætning til fx opera, hvor man næsten udelukkende bruger brystklang) til at fremkalde stille sang med egal klang over hele stemmens ambitus. På den måde er crooning lige så meget et klangideal, som en teknik.
Som sangstil er crooning kendetegnet ved fraseringer, hvor man glider ind på tonen, brugen af små rytmiske og melodiske variationer (fx mordent) og et underspillet udtryk, der kan være både følsomt og endda ironisk. Crooningen var et bredt populærmusikalsk fænomen i midten af 1900-tallet, men mange af disse stiltræk var lånt fra og inspireret af jazzsang og -improvisation.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.