Faktaboks

Nat King Cole
Født
17. marts 1919
Død
15. februar 1965

Nat King Cole, egl. Nathaniel Adams Coles, 17.3.1919-15.2.1965, amerikansk pianist og sanger. Nat King Cole voksede op i et baptistisk hjem, der var meget præget af musikalsk aktivitet.

I slutningen af 1930'erne ernærede Nat King Cole sig som barpianist og sanger i Los Angeles og skabte her i 1939 en trio, der foruden klaver talte elektrisk guitar og bas. Gruppens samspil resulterede i nogle af jazzmusikkens fineste trioindspilninger, fx Straighten Up and Fly Right (1943), Sweet Lorraine (1943), Body and Soul (1944) og Route 66 (1946).

Efter 1949 optrådte Nat King Cole næsten udelukkende som sanger, der fortolkede ældre slagere som Fascination og tidens populære melodier i raffinerede orkesterarrangementer, bl.a. Nature Boy (1947), Mona Lisa (1950) og Ramblin' Rose (1962). I 1956 var han den første afroamerikaner, der fik sit eget tv-show. I 1991 opnåede Nat King Cole et særpræget posthumt hit, da man mixede hans indspilning af Unforgettable fra 1961 med datteren Natalie Coles (1950-2015) nyproducerede vokale bidrag, så resultatet fremstod som en duet.

Med sin fløjlsbløde stemme og trods eller netop på grund af sin noget manierede tekstudtale er Nat King Cole forblevet en af 1900-tallets helt store croonere på linje med Bing Crosby og Frank Sinatra. Da trompetisten Miles Davis udviklede sin frasering med udgangspunkt i den menneskelige stemme, lod han sig inspirere af Frank Sinatra, Nat King Cole og Orson Welles.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig