Carrageenan, et phycocolloid, der er meget anvendt som konsistensmiddel i fødevareindustrien. Det udtrækkes af cellevæggene af forskellige rødalger, bl.a. carrageentang, Chondrus crispus, vortetang, Mastocarpus stellatus, og Eucheuma.
Faktaboks
- Etymologi
- 1. led i ordet carrageenan kommer fra stednavnet Carrag(h)een ved Waterford i Irland, af irsk carrageen 'klippemos, Irish Moss', og 2. led -an.
Carrageenan er et kulhydrat bestående af galaktoseenheder. Det omfatter forskellige typer, som er mere eller mindre gelédannende, men alle danner en blødere gelé end agar. Furcellaran er fx en carrageenan, som udtrækkes af gaffeltang; produktionen heraf startede i Danmark, hvorfor den også kaldes dansk agar.
Carrageenan anvendes som fortykningsmiddel og stabilisator i mælkeprodukter (fx kakaomælk, budding og is) samt marmelader, kødprodukter, tandpasta og cremer. De vigtigste producenter er USA, Frankrig og Danmark. Tangen høstes især i Canada, Fjernøsten og Sydamerika. Se tilsætningsstoffer.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.