Galaktose, kulhydrat med samme grundformel som glukose, C6H12O6. Galaktose fås gennem kosten især fra mælkesukker (laktose), som i tarmen spaltes til glukose og galaktose. I leveren omdannes galaktose til glukose. Galaktose kan også dannes fra glukose.

Faktaboks

Etymologi
Ordet galaktose kommer af græsk galakto- 'mælke-' og -ose.

Galaktose er en bestanddel af bindevævs grundsubstans og af plasmamembraners glykoproteiner, og det indgår ved dannelsen af laktose i mælkekirtler.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig