brevduer i efterretningstjenesten

I begyndelsen af 1900 udarbejdede Generalstabens Efterretningssektion en plan for ordningen af landets militære brevduevæsen, der officielt gjorde brevduerne til en del af den militære efterretningstjeneste. Planen indebar et mere koordineret og specialiseret samarbejde med de private brevdueopdrættere. Samtidig ville Generalstaben oprette hemmelige, militære brevduestationer i hele landet.

De hemmelige brevduestationer blev tilknyttet efterretningsgrupper rundt om i landet. Efterretningsgruppernes rolle var blandt andet at indberette meldinger om fjendtlige troppebevægelser og invasion, så det var derfor nødvendigt, at de altid kunne komme i kontakt med Generalstaben.

Som udgangspunkt skulle agenterne sende meldingerne til Generalstabens Efterretningssektion med telegrafen eller telefonen, men hvis de ikke virkede, skulle brevduerne sættes ind. Generalstabens anbefalede gruppelederne, at de i tilfælde af krig altid gemte nogle brevduer ”hemmeligt i nærheden til øjeblikkeligt brug”.

Generalstabens Efterretningssektion samlede også landets private brevdueforeninger i en hovedforening: De danske Brevdueforeninger, hvor Generalstabens Efterretningssektion havde præsidentposten. De danske Brevdueforeninger forpligtede sig til at stille deres duer til rådighed for Generalstaben samt træne dem på ruter, som staben besluttede.

Da 1. Verdenskrig brød ud, udstedte regeringen en lov, som forbød indførelse af udenlandske brevduer til Danmark. Generalstaben udsendte samtidig en mobiliseringsordre, så i de første dage af august 1914 blev en stor del af landets 3.000 trænede brevduer mobiliseret og interneret på Generalstabens Efterretningssektions brevduestationer og på marinens skibe, hvor de skulle være klar til at flyve i funktion, hvis Danmark kom under angreb.

Mobiliseringen var en succes, men da det lykkedes Danmark at opretholde sin neutralitet, fik Generalstaben aldrig brug for brevduerne, så efter to måneder blev de sendt hjem til deres slag igen, men kun på de vilkår, at de skulle være klar igen, hvis der senere blev brug for dem.

1. Verdenskrig skabte en øget folkelig interesse for brevduer og brevdueopdræt. Alene i 1918 voksede antallet af foreninger i De danske Brevdueforeninger fra 16 til 29. I 1922 fik foreningen desuden tilladelse til at organisere totalisatorspil på brevduer, hvilket fik den folkelige interesse til at stige yderligere. Allerede i 1924 omfattede De danske Brevdueforeninger 52 brevdueforeninger i hele landet, ca. 1.100 aktive medlemmer og 9.000 duer, som var trænet på Generalstabens ruter.

Forskellige steder i landet aftalte Generalstaben med agenter fra efterretningstjenesten, at de skulle være parate til at oprette en hemmelig brevduestation i deres hjem, når det kunne forventes, at de moderne kommunikationsforbindelser ville blive sat ud af kraft. En civilklædt person ville levere brevduerne med bil i løbet af natten for at skjule lasten. Agenten skulle opbevare duerne i et lukket rum og måtte kun benytte dem, hvis det ikke var muligt at få forbindelse med Generalstaben på andre måder.

I Generalstabens optik udgjorde brevduerne en uundværlig del af forsvarets signaltjeneste, og i mellemkrigstiden lykkedes det staben at få udbredt brevduer til alle hærens garnisoner, til rytteriet og til kommandostationerne. Alle befalingsmænd blev trænet i den korrekte brug af duer, og flere end 15.000 depecheholdere fordeltes rundt i landet.

Da 2. Verdenskrig brød ud, rådede Generalstaben over 60.000 brevduer, som var fordelt over hele landet og trænet på ruter, der var vigtige for efterretningstjenesten og de militære myndigheder.

Under besættelsen (1940-1945) indførte Generalstaben og De danske Brevdueforeninger en skrap selvjustits for at undgå, at tyskerne internerede eller aflivede brevduerne, som det skete i flere af de besatte lande.

Den 14. april 1940 afholdt De danske Brevdueforeninger et ekstraordinært møde i København. Til mødet deltog formanden, den samlede overbestyrelse og præsidenten for foreningen, kaptajn Einar Mygdal Nordentoft, som også var chef for Generalstabens Efterretningssektion. De vedtog, at der skulle indføres begrænsninger på brugen af brevduer.

De nye regler betød blandt andet, at De danske Brevdueforeninger fik forbud mod at træne med brevduer, og alle duer uden fodringe skulle aflives. Det blev desuden forbudt at transportere brevduerne fra et sted til et andet. Den 21. april 1941 udstedte Justitsministeriet en bekendtgørelse, som lovfæstede Generalstabens regler og fastlagde, at overtrædelser af reglerne kunne medføre op til to års fængsel.

I februar 1944 skete det, som mange brevdueopdrættere havde frygtet, siden tyskerne besatte Danmark. Den øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark, Hermann Von Hanneken, udstedte en befaling om, at alle brevduer i Jylland og på bl.a. Læsø, Anholt, Hesselø, Sejerø, Samsø, Endelave, Æbelø, Bågø, Årø og Als enten skulle aflives eller evakueres væk, fordi brevduerne kunne benyttes til efterretningsvirksomhed. Tyskerne var med rette begyndt at frygte en snarlig allieret invasion af Europa, så i Frankrig og Belgien udstedte de lignende befalinger.

Tyskerne tilbød at købe nogle af brevduerne fra Vestjylland, så de kunne indgå i den tyske militære brevduetjeneste i Danmark, som omfattede 15.000 brevduer. Ingen af de danske brevdueopdrættere ønskede dog at sælge deres duer til besættelsesmagten, så i stedet blev 12.484 brevduer evakueret til Sjælland og øerne, og de resterende 13.307 duer blev aflivet.

I begyndelsen af 1945, hvor verdenskrigen nærmede sig sin afslutning, tog modstandskampen i Danmark til i styrke, og en lille del af landets brevduer fik da mulighed for at kæmpe for landets frihed. Sekretæren i De danske Brevdueforeninger, opdagelsesbetjent J.P. Jørgensen, som også var med i overbestyrelsen, sørgede for, at særligt betroede medlemmer af De danske Brevdueforeninger stillede deres duer til rådighed for modstandsfolkene i Region V. Sjælland og Lolland-Falster.

Nord for København etablerede modstandsbevægelsen en hemmelig brevduestation, som fungerede som ekstraordinær kommunikationsforbindelse mellem København og provinsen. 12 brevdueopdrættere fra De danske Brevdueforeninger på Sjælland og Lolland-Falster leverede duer til modstandsbevægelsen, ligesom de modtog duer fra stationen nord for København, så kommunikationen kunne opretholdes begge veje.

Efter 2. Verdenskrig mente Generalstabens Efterretningssektion, at tiden var fløjet fra brevduerne. Duerne kunne ikke længere leve op til de krav om sikkerhed, som den moderne, hemmelige efterretningstjeneste fordrede.

I forbindelse med omorganiseringen af forsvaret i 1950 foreslog Generalstabens Efterretningssektion derfor, at brevduerne ikke længere skulle være en del af efterretningstjenesten, men i stedet en del af det almindelige forsvar. På det tidspunkt rådede De danske Brevdueforeninger, hvor Generalstabens Efterretningssektion stadig havde præsidentposten, over 214 brevdueforeninger, 5.000 brevdueslag og 100.000 brevduer.

I 1962 overtog Hjemmeværnet den militære brevduetjeneste og fik ansvaret for militærets samarbejde med De danske Brevdueforeninger. Den sidste øvelse fandt sted i begyndelsen af 1990’erne, og i 1999 stoppede det civil-militære samarbejde om brevduevæsenet officielt.

• brevduer
• Generalstabens Efterretningssektion
• Forsvarets Efterretningstjeneste
• De danske Brevdueforeninger

• Nielsen, Jacob Vrist, 2019: "Når højteknologien fejler: Brevduen som kritisk infrastruktur under krise og krig i Danmark, 1880-1918", Temp – Tidsskrift for Historie, 9(18).
• Nielsen, Jacob Vrist, 2022: "Til øjeblikkeligt brug! Brevduen som kommunikationsmiddel i et danske forsvar 1919-1945", Fra Krig og Fred. Dansk Militærhistorisk Kommissions Tidsskrift.