Hermann von Hanneken

Faktaboks

Hermann von Hanneken
født:
1890
død:
1981

Hermann von Hanneken fotograferet den 26.7.1949 efter endt afsoning.

.

Hermann von Hanneken, 1890-1981, tysk general, øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark oktober 1942-januar 1945.

von Hanneken anlagde en hårdere kurs over for modstandsbevægelsen, hvilket bragte ham i konflikt med den tyske rigsbefuldmægtigede dr. Werner Best.

Efter omfattende strejker og uro i juli og august 1943 stillede Werner Best, under pres fra Berlin, omfattende krav til den danske regering om bl.a. indførelse af møde- og udgangsforbud, og dødsstraf for sabotage. Da regeringen afviste kravene indførte von Hanneken militær undtagelsestilstand den 29. august 1943 og opløsning af det danske forsvar.

Von Hanneken var bekendt med, men ikke involveret i, aktionen mod de danske jøder i oktober 1943, som blev gennemført af tysk politi under ledelse af Rudolf Mildner. Dermed kunne evakueringen af de danske jøder ske uden indblanding fra den tyske hær og flåde.

I januar 1945 blev von Hanneken frataget sin kommando og idømt 8 års fængsel ved en tysk domstol for korruption. Han blev benådet og degraderet til major, hvorefter han blev sendt i fronttjeneste. Han kom i amerikansk krigsfangenskab og derefter udleveret til Danmark, hvor han i 1948 blev idømt otte års fængsel i Københavns Byret for sit ansvar i den tyske modterror og deportation af dansk politi. I 1949 blev han frikendt ved Østre Landsret og udvist af Danmark.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig