Jødeaktionen

Jødeaktionen, Tysklands forsøg på 1.-2. oktober 1943 at deportere de danske jøder som led i nazisternes mord på de europæiske jøder under 2. Verdenskrig. Den danske regerings samarbejdspolitik med tyskerne havde hindret, at de ca. 8000 danske jøder var blevet deporteret, men efter regeringens ophør 29.8.1943 faldt dette værn væk.

I september indhentede den tyske rigsbefuldmægtigede, Werner Best, Adolf Hitlers godkendelse til at gennemføre en aktion. Den 28. september saboterede Best dog selv aktionen ved at lække tidspunktet via sin medarbejder G.F. Duckwitz. Formentlig ville han med dette dobbeltspil på den ene side tilfredsstille Berlin og på den anden side undgå at ødelægge sit forhold til de danske myndigheder.

Ca. 5000 af jøderne boede i København, og advarslen betød, at de allerfleste havde forladt deres bopæl, da Gestapo indfandt sig natten til den 2. oktober. Såvel det tyske politi som Værnemagten optrådte særdeles passivt i de følgende dage og uger, fordi man opfattede "jødeproblemet" i Danmark som beskedent og ønskede så lidt uro i befolkningen som muligt.

Det betød, at kun 481 jøder blev fanget og ført til kz-lejren Theresienstadt i Bøhmen, mens flere end 7000 nåede at flygte til Sverige; af de tilfangetagne døde 52. Redningen af de danske jøder er enestående i den europæiske holocausts historie.

Ud over den tyske passivitet var grunden til, at flugten kunne lykkes, et stort, improviseret hjælpearbejde mellem modstandsgrupper, fiskere og et bredt udsnit af befolkningen, der i harme over det nazistiske overgreb stillede logi, penge og transport til rådighed.

De i alt 600-700 transporter fandt sted fra Sjællands nord- og østkyst. Centralt i hjælpen stod de københavnske hospitaler som opsamlings- og transitsteder. Afgørende for resultatet blev også Sveriges nærhed og den svenske regerings proklamerede villighed til at modtage de danske jøder. Jødeaktionen blev mødt af enstemmige protester fra hele Danmark og skærpede den antityske stemning i landet.