Bondeoprør er væbnede aktioner med et væsentligt indslag af bønder blandt deltagerne, hvor bøndernes deltagelse er motiveret af ønsker om at forbedre deres egne forhold. Bondeoprør var og er særdeles almindelige i traditionelle bondesamfund. De kendes således fra hele Europa fra middelalderen til 1800-tallet. Særlig kendt er det engelske oprør fra juni 1381 og Den tyske Bondekrig 1524-1525. Fra nyere tid er der eksempler på det i den tredje verden, især Latinamerika. Der var således bondeoprør i Mexico i 1994.
bondeoprør
Bondeoprør kunne ske som følge af skatteopkrævning. Træsnit fra Olaus Magnus' værk De nordiske folks historie (1555) med titlen "Om fogeders tyranniske hårdhed og udpresning", som viser bevæbnede danske fogeder, der er sendt ud for at opkræve skatter af svenske bønder. Bondeoprør kunne være provokeret af brud på sædvanen, ofte inddrivelse af ekstraordinære skatter.
Bondeoprørenes formål og organisation
Bondeoprør har næsten altid været fremkaldt af herskende gruppers brud på den almindelige og godtagne sædvane for bønders forhold i samfundet, hvilket bønderne ikke har villet acceptere. I første omgang har formålet blot været at genoprette den normale tilstand. Hvis et oprør havde varet i lidt længere tid, kunne det imidlertid udvikle mere radikale målsætninger.
Disse ville som oftest være rettet mod en forestillet tidligere samfundstilstand, hvor bønderne levede (næsten) uden afgifter og selv kunne regulere deres forhold. En anden mulighed var, at oprøret blev radikaliseret ad religiøse baner under indtryk af forestillinger om, at dommedag var nær, og at man skulle forberede sig ved at afskaffe al økonomisk og social ulighed.
Imidlertid har de fleste bondeoprør været kortvarige affærer, der som oftest er endt i blodige nederlag. Bønderne havde ikke mulighed for at forlade deres brug i længere tid, hvis de og deres familier skulle overleve, og mens oprøret var i gang, kunne de ikke som andre hære leve af at plyndre bondegårde. Dertil kom, at de med hensyn til bevæbning, organisation og økonomiske resurser oftest var deres modstandere underlegne.
Der kendes dog også bondeoprør, som opnåede større eller mindre succes. I så fald har de som oftest haft stærke allierede i de herskende grupper, eller samfundets magtstruktur har været brudt sammen i indre modsætninger. Derudover er der eksempler på, at bønder, som har været meget stærkt involveret i produktion for et marked, har været i stand til at forbedre deres egne forhold.
Bondeoprør i Danmark
I Danmark forekom egentlige bondeoprør kun i middelalderen. Ved organiseringen brugtes oftest de officielle tingforsamlinger, herredsting og landsting, hvor bønderne samledes og besluttede at indlede et oprør samt valgte ledere og traf beslutninger om organisation og bevæbning. En sådan beslutning var bindende for lokalområdet, og i princippet var der dødsstraf for ikke at gå med.
Mobilisering foregik ved at sende budstikker omkring i området. Man brugte således det mobiliseringssystem, som eksisterede i forbindelse med det såkaldte landeværn, der blev anvendt som forsvarssystem, når fjender havde invaderet landet.
De ældste bondeoprør
De ældste kendte bondeoprør, oprøret mod Knud 4. den Hellige i 1086 og oprørene i Skåne 1180-1182, var rettet mod en ekspanderende konge- og kirkemagt og havde deltagelse af alle lag i bondesamfundet, inklusiv godsejere. Også de mere kendte bondeoprør fra de følgende århundreder som oprørene i 1249 og 1313 havde bred lokal tilslutning. De rettede sig mod kongemagtens krav om ekstraordinære skatter.
Senmiddelalderen: bondeoprørenes storhedstid
Senmiddelalderen er imidlertid her som i det øvrige Europa bondeoprørenes storhedstid. Der var mere eller mindre permanente oprør i forskellige dele af landet 1438-1441. Der var oprør i store dele af Sønderjylland 1472, i Skåne 1525 og i det meste af landet i forbindelse med Grevens Fejde 1534-1536, og de kulminerede med oprøret under Skipper Clement i Nord- og Vestjylland i 1534. Dertil kom spredt uro 1523-1531.
Generelt hang senmiddelalderens oprør sammen med økonomiske og sociale omstruktureringer i kølvandet på landbrugskrisen ca. 1350-1450, selvom også andre forhold kunne spille ind.
Bortset fra det ældste oprør i 1086 endte alle de nævnte bondeoprør med, at bønderne led nederlag. Forinden havde de dog gerne vundet betydelige sejre over deres modstandere. Der kan næppe herske tvivl om, at frygten for bondeoprør i mange tilfælde har spillet en væsentlig rolle i dansk historie i middelalderen.
Efter 1534 kendes ingen egentlige bondeoprør i Danmark, hvilket formentlig hænger sammen med, at godsdriftens udvikling medførte en stadig stærkere og tættere kontrol med bønderne fra godsejernes side.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.