Landeværn var et middelalderligt lokalforsvar i Danmark.

Et lokalforsvar

Ved siden af pligten til at følge kongen på hærtogt ud af landet, leding, fandtes i middelalderen en pligt til at deltage i lokalforsvaret i tilfælde af fjendtligt angreb.

Denne pligt kendes både i Danmark og i det øvrige Europa og gjaldt for alle våbenføre mænd, som måtte møde "mand af hus". Alarmering kunne foregå ved bavn og brand, idet man, når fjenden var set af en strandvagt, tændte bavn, en vedstabel eller lignende, på højdedrag og sendte vidjebrand rundt.

Ingen fritagelse

Mens kongen ofte gav fritagelse for leding og andre offentlige ydelser, blev ingen fritaget for landeværn, og forsømmelse blev straffet på livet. I 1428 udtalte det sjællandske landsting: "Da kunne vi ikke finde rettere efter gammel sædvane og ret, som tidligere har været gældende i landet, end at hvis fjenden kommer til landet, og bavn brænder, og vidjebrand går, og nogen, som både har lovlig alder og er våbenfør, sidder hjemme, så bør han hænge ved sin egen bjælke".

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig