blå humaniora | lex.dk – Den Store Danske

Blå humaniora er et tværfagligt felt inden for de humanistiske videnskaber, der fokuserer på forholdet mellem mennesker og havet. Blå humaniora undersøger kulturelle, historiske, kunstneriske, litterære, filosofiske samt miljø- og klimamæssige dimensioner af menneskenes forbindelser med havet og med maritime miljøer. Feltet strækker sig hele vejen på tværs af de humanvidenskabelige discipliner, fra arkæologi og filosofi til litteraturvidenskab og kunsthistorie.

Faktaboks

Også kendt som

Blue Humanities

Blue Cultural Studies

I 1800-tallet begyndte malere at betragte havet som et motiv i egen ret, der fortjente kunstnerisk og æstetisk opmærksomhed.

"Seascape", 1876

Af Charles-François Daubigny/Rijksmuseum, Amsterdam.

Licens: Materialet er fri af ophavsret

Hav og menneske

Blå humaniora er opstået i krydsfeltet mellem maritime studier og miljøhumaniora. Det var den amerikanske litteraturprofessor Steve Mentz, der i 2009 indførte begrebet blue cultural studies 'blå kulturstudier', som gradvist udvidede sig til blue humanities 'blå humaniora'. Feltet betoner betydningen af havet som et vigtigt rum for menneskelige erfaringer, kulturer og identiteter. Det udforsker måderne, hvorpå mennesket gennem tiden har interageret med, begrebsliggjort og skildret havet. Med blå humanioras opståen taler man også om en kulturel vending mod havet.

Perspektivskifte

Blå humaniora korrigerer det traditionelle, landbaserede udgangspunkt og perspektiv i humanistisk forskning, hvad enten der er tale om måden, der skrives historie og litteraturhistorie på, eller måden, man for eksempel bedriver filosofi og arkæologi på. Der refereres ofte til den kendsgerning, at cirka 70 % af kloden er dækket af vand, og at vi derfor lever på en blå planet.

Blå humaniora er et interdisciplinært felt, hvis primære ambitioner er at højne vores forståelse af menneskets historisk foranderlige forhold til havet, at arbejde for havets beskyttelse og bæredygtighed og i det hele taget at opfordre til en mere holistisk tilgang til forholdet mellem menneske og natur. Fokus på havet udfordrer ideerne om menneskets autonomi og menneskeligt herredømme.

Fokusområder

Forskere inden for blå humaniora fokuserer på emner som

maritim litteratur, kunst og kultur
havets rolle i skabelsen og udviklingen af samfund og økonomier
miljø- og klimarelaterede problemstillinger samt økologiske spørgsmål
maritim lov og forvaltning
kystpraksisser og deres kulturelle arv
økozoner, biodiversitet og arters sameksistens
havets symbolske og metaforiske betydninger samt
havets rolle i udviklingen af kolonialisme, imperialisme og globalisering.

Vidensgrene

Arkæologien er stævnet til havs og har på havbunden opdaget forhistoriske tegn på menneskelige aktiviteter, som tidligere tiders havvandstigninger har skjult. Antropologien begyndte som videnskab på øer, men nu undersøger disciplinen også havene mellem disse øer. Litterater har sat sejl og læser nu litteraturhistorien mere oceanisk, det vil sige, at de udforsker havets betydning som tema og aktiv kulisse i litterære værker, men også som medium for den litterære kulturs cirkulation og det litterære markeds tværnationale karakter. Maritim historie suppleres nu af oceanisk historie, hvilket indebærer, at interessen for skibsfart og handel udvides med en nysgerrighed efter at vide mere om det undersøiske liv.

Humaniora og naturvidenskab

Havet bevirker, at vidensfelterne skvulper over egne grænser, og humanistiske discipliner udveksler indsigter og metoder med naturvidenskabelige discipliner. Det undersøiske er for eksempel både biologi og æstetik, og klimaforandringerne kræver både grafer og fortællinger.

Historisering

En af blå humanioras væsentligste fortjenester er at have historiseret og lokaliseret havet, så det ikke længere betragtes som historieløst og som et blot og bart abstrakt rum. På samme måde som Middelhavet var et organiserende princip for antikhistorikere, er Atlanterhavet og Det Indiske Ocean blevet afgørende komponenter i forskningen i den tidligt moderne periode, og Stillehavet spiller for sit vedkommende en væsentlig rolle i forskningen omkring oplysningstiden og romantikken.

Alle fire have spiller også i dag nøgleroller i den samtidige historieskrivning, og de har nu fået selskab af blandt andet Arktis og Antarktis som følge af såvel geopolitiske interesser og klimaforandringernes årsager og effekter.

Blå økologi

Når der tales om økologi, og når der inden for litteraturstudierne tales om økokritik, så er det umiddelbart farven grøn, man tænker på. Med blå humaniora bliver vi i stand til at udvide vores forståelse af den økologiske tanke som ikke blot grøn, men også blå. Hvor den grønne økologi er forankret på den stabile landjord, er den blå økologi forbundet med det flydende ocean. Det har konsekvenser for de verdensopfattelser, som henholdsvis den grønne og blå økologi repræsenterer.

Decentrering af mennesket

Økokritikken har siden dens opståen i 1970'erne været forbundet med forestillinger om grønne idyller og harmoniske landskaber, det vil sige med steder, hvor menneske og natur stod i en slags symbiotisk forhold til hinanden. Den blå økologi erstatter sådanne tørre drømme om harmoni med våde mareridt om ustabilitet og kaos.

I den grønne økologi er mennesket stadig i overvejende grad centrum, og naturen er noget, der eksisterer uden for mennesket og kulturen, og som mennesket kan forme og kontrollere. Den blå økologi decentrerer mennesket og betragter menneske og natur som sammenfiltrede størrelser, og enhver menneskelig intervention i naturen skaber i princippet et feedback loop.

Antropocæn

I en tid, hvor vi som følge af menneskeskabte klimaforandringer ser ind i en vådere og mere ustabil fremtid, kan den blå økologi assistere os i at tilpasse os en verden, der har forladt den holocæne epokes stabile klima og nu er indtrådt i den antropocæne epokes voldsommere og mere kaotiske klima. Den blå økologi hviler på en erkendelse af, at mennesket ikke bemestrer naturen, men eksisterer på dens dynamiske og uforudsigelige præmisser.

Nøglefigurer

Blå humaniora er et relativt nyt felt, men der eksisterer allerede nu en række væsentlige udgivelser af dem, man kunne kalde pionerer inden for feltet. Hvis man som læser ønsker dybere kendskab til feltet, kan nedenstående værker anbefales. De er listet efter udgivelsesdato.

Rachel Carson: The Sea Around Us, 1951.
Alain Corbin: Le territoire du vide: L'Occident et le désir de rivage, 1988.
Paul Gilroy: The Black Atlantic, 1993.
Peregrine Horden og Nicholas Purcell: The Corrupting Sea: A Study of Mediterranean History, 2000.
Peter Linebaugh og Marcus Rediker: The Many-Headed Hydra: Sailors, Slaves, Commoners, and the Hidden History of the Revolutionary Atlantic, 2000.
John Peck: Maritime Fiction: Sailors and the Sea in British and American Novels, 1719-1917, 2001.
Philip E. Steinberg: The Social Construction of the Ocean, 2001.
Josiah Blackmore: Manifest Perdition: Shipwreck Narrative and the Disruption of Empire, 2002.
Cesare Casarino: Modernity at Sea: Melville, Marx, Conrad in Crisis, 2002.
Robert Foulke: The Sea Voyage Narrative, 2002.
Bernhard Klein og Gesa Mackenthun (red.): Historicizing the Ocean, 2004.
Ian Baucom: Specters of the Atlantic: Finance Capital, Slavery, and the Philosophy of History, 2005.
Helen M. Rozwadowski: Fathoming the Ocean: The Discovery and Exploration of the Deep Sea, 2005.
Hester Blum: The View from the Masthead: Maritime Imagination and Antebellum American Sea Narratives, 2008.
Thomas Benjamin: The Atlantic World: Europeans, Africans, Indians and Their Shared History, 1400-1900, 2009.
Steve Mentz: At the Bottom of Shakespeare’s Ocean, 2009.
Margaret Cohen: The Novel and the Sea, 2010.
David Abulafia: The Great Sea: A Human History of the Mediterranean, 2011.
John Mack: The Sea: A Cultural History, 2011.
John Gillis: The Human Shore: Seacoasts in History, 2012.
Burkhardt Wolf: Fortuna di mare: Literatur und Seefahrt, 2013.
Steve Mentz: Shipwreck Modernity: Ecologies of Globalization, 1550-1719, 2015.
Stacy Alaimo: Exposed: Environmental Politics and Pleasures in Posthuman Times, 2016.
Frits Andersen: Sydhavsøen: Nydelsens geografi, 2018.
David Armitage, Alison Bashford og Sujit Sivasundaram (red.): Oceanic Histories, 2018.
David Abulafia: The Boundless Sea: A Human History of the Oceans, 2019.
Elizabeth DeLoughrey: Allegories of the Anthropocene, 2019.
Katie Ritson: The Shifting Sands of the North Sea Lowlands, 2019.
Helen M. Rozwadowski: Vast Expanses: A History of the Oceans, 2019.
Christina Thompson: Sea People: In Search of the Ancient Navigators of the Pacific, 2019.
Søren Frank: A Poetic History of the Oceans: Literature and Maritime Modernity, 2022.
Steve Mentz: An Introduction to Blue Humanities, 2023.
Serpil Oppermann: Blue Humanities: Storied Waterscapes in the Anthropocene, 2023.

Opsummering

Blå humaniora bidrager til en øget bevidsthed om havets kulturelle samt miljø- og klimamæssige betydning. Feltet betoner havets essentielle rolle i litteratur og kunst, i udviklingen af samfund, i den menneskelige erfaringsverden, i planetens geofysiske og biologiske historie samt i udviklingen af kolonialisme, imperialisme og globalisering.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Blå humaniora

Søren Frank

Professor, Syddansk Universitet