Bioakkumulation, levende organismers ophobning af miljøgifte fra omgivelserne. Hvis organismerne optager mere, end de udskiller, sker der en bioakkumulation. Bioakkumulation betegner dels biokoncentration, dvs. at koncentrationen af en miljøgift bliver større i en levende organisme end i dens omgivelser, dels biomagnifikation, dvs. at ophobningen af miljøgiften kan forstærkes op gennem fødekæden. Planterne optager større mængder af miljøgiften, end de udskiller. De forhøjede koncentrationer af giftstoffet overføres til planteæderne. Planteæderne ophober stoffet yderligere, så koncentrationen bliver større end i de planter, de har ædt. Endelig får rovdyrene overført denne forøgede koncentration af stoffet, når de æder planteæderne. På denne måde kan det næste led i en fødekæde blive udsat for så høje koncentrationer af stoffet, at det skader de normale livsprocesser. Der er størst risiko for, at rovdyrene, som er det sidste led i fødekæden, ophober stoffet i så høje koncentrationer, at de dør (letale koncentrationer). Biokoncentrationen (i organismerne) af tungmetaller og klorerede kulbrinter fra vand og jord er ofte 100 til 1000 gange eller mere, mens biomagnifikationen er 10 til 100 gange.

Faktaboks

Etymologi
Ordet bioakkumulation kommer af bio- og akkumulation, dvs. 'levende ophobning'.

Klorerede kulbrinter og PCB opløses ikke eller kun lidt i vand, men er letopløselige i fedt. Derfor findes de største koncentrationer i dyrenes fedtvæv. Man har målt koncentrationer af dieldrin i rotters lever, som var 30 gange større end i blodet, mens fedtlagene indeholdt mere end 650 gange så meget.

Med bogen Silent Spring (1962, Det tavse forår) skabte Rachel Carson stor opmærksomhed om de alvorlige miljømæssige konsekvenser af bioakkumulation af DDT og andre klorerede kulbrinter. Disse stoffer havde vist sig effektive til bekæmpelse af bl.a. malariamyg og blev også brugt til at bekæmpe myggeplagen ved den californiske sø Clear Lake. I 1949 fik søen tilført det DDT-lignende stof DDE. Myggene forsvandt da også, men fem år senere fandt man mange døde lappedykkere i søen. Det viste sig, at lappedykkerne, der mest lever af fisk, indeholdt store mængder DDE. DDE-koncentrationen i planteplanktonet var 25 gange større end koncentrationen i søvandet. De planteædende fisk havde 10-20 gange højere koncentrationer end planktonet, mens koncentrationen i rovfisk og fiskeædende fugle var ca. 10 gange højere end i de fisk, de levede af. Det var derfor sandsynligt, at lappedykkerne havde fået DDE i dødelige koncentrationer gennem fødekæden.

DDE's miljøfarlighed skyldes tre forhold: 1) at det ikke eller kun vanskeligt kan nedbrydes i miljøet, 2) at det kan ophobes i de levende organismer, og 3) at det virker skadeligt på livsprocesserne ved lave koncentrationer. Kombinationen af disse tre egenskaber gør DDE til en af de farligste miljøgifte. Hertil hører også andre klorerede kulbrinter som DDT, PCB og dieldrin samt mange tungmetaller.

Virkningerne kan også være katastrofale, selvom bioakkumulation ikke bevirker så høje koncentrationer af en gift, at dyrene dør. Man siger, at virkningerne er subletale. Giftstofferne kan skade livsprocesser og livsytringer på en sådan måde, at den enkelte population ikke kan bringe levedygtigt afkom til verden. Da er det artens beståen, der er i fare. I 1950'erne medførte bioakkumulation af klorerede kulbrinter, methylkviksølv og andre farlige miljøgifte et voldsomt fald i antallet af rovfugle i Europa og USA. Stofferne bevirkede bl.a., at fuglenes æg fik så tynde skaller, at de let blev knust i rederne. Rovfuglene kunne derfor ikke udruge og opfostre en ny generation. Forbud mod brug af bl.a. DDT og PCB har dog medført, at fx de svenske bestande af rovfugle igen begyndte at vokse fra slutningen af 1980'erne. Den samme udvikling er sket i det øvrige Europa og i Nordamerika. Nogle af de store ørne klarer sig nu så godt i USA, at de ikke længere er truede af udryddelse.

Brugen af giftstoffer, som er vanskeligt nedbrydelige, og som bioakkumuleres, er begrænset stærkt siden begyndelsen af 1970'erne. I Danmark er anvendelsen af DDT, PCB og en række tungmetaller lovmæssigt begrænset. I stedet bruges andre stoffer, der giver mindre problemer i miljøet. Nye kemiske stoffer og produkter skal afprøves i særlige bioassays for deres evne til bioakkumulation og bionedbrydelighed. Disse reguleringer har vendt udviklingen. I Sverige har man målt indholdet af bl.a. tungmetaller og klorerede kulbrinter i unge stære, der er opvokset forskellige steder i landet. Indholdet af DDE i de sydsvenske stære var først i 1980'erne mindre end 1/20 af den mængde, man fandt i stærene fra midten af 1960'erne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig