Barok. Titelbladet til Thomas Kingos Graduale fra 1699 er et typisk eksempel på baroktidens typografi. Gradualet, der har undertitlen En Ny Almindelig Kirke=Salmebog, indeholder 297 salmer med tekst og melodi; heraf er 85 salmer forfattet af Kingo selv. Bogen blev trykt i Odense; Kingo var på det tidspunkt Biskop udi Fyens Stift.

.

Valdemar Vedel. Fotografi fra 1890'erne.

.

Barok – litteratur, Først efter kunsthistorikernes interesse for barokken indførtes en lignende bestemmelse af litteratur fra slutningen af 1500-t. til omkring år 1700. I modsætning til den samtidige eller følgende mådeholdende klassicisme i litteraturen betegner barokken det ekstremistiske i stil og ånd: den svulmende eller svulstige stil med massive paralleller og antiteser og paradokser; et pågående, evt. udspekuleret omskrivnings- og billedsprog (italiensk: concetti); en voldsom spænding mellem materielt, kødeligt, pragtfuldt, forgængeligt, fordærveligt på den ene side og metafysisk, evigt, åndeligt på den anden. Stilen synes at svare til modreformation og dunderprotestantisme såvel som til den demonstrative enevælde — som hos barokdigtningens store danske repræsentant Thomas Kingo. Den findes i både katolsk og protestantisk prædiken- og tanke-prosa i Europa. Den har ofte en undergrund af gru og svimlen.

De stilistisk toneangivende lande, med mange indbyrdes forbindelser i perioden, var Italien og Spanien. Foruden ved deres berømteste kunstpoeter, italieneren G.B. Marino ("marinisme" opkaldt efter ham) og spanieren Luis de Góngora ("gongorismen"), udmærker deres baroklitteratur sig også ved æstetisk-teoretiske skribenter som G. Tesauro (Il cannocchiale aristotelico, 1655, Aristoteles' kikkert) og Baltasar Gracián (Arte de ingenio, 1642, 1648). En anden af tidens store spanske skribenter, Quevedo, vendte sig imod den lærde barokstil ("culteranisme") hos Gongora. Det spanske drama, der i 1600-t. havde verdenslitterær rang, kan i en vis udstrækning ses som barokdigtning, bl.a. hos Calderón.

I England, hvor betegnelsen barok har mindre litteraturhistorisk hævd, kan man tænke på den stærkt omskrivende stil ("euphuisme") sidst i 1500-t., fx også i nogle af Shakespeares ungdomsstykker, og på den paradoksale og tankestærke lyrik hos John Donne og flere "metafysiske digtere" i 1600-t.

I fransk litteratur er barokbegrebets udstrækning i forhold til klassicismen i 1600-t. omstridt, men stiltendensen hos en række "preciøse" prosaister og "groteske" poeter i første halvdel af århundredet svarer til barok i andre lande.

I det tyske sprogområde, navnlig dets østlige og sydlige kulturcentre, nåede barokken digterisk højde. Den falder til dels sammen med en for renæssancen typisk opfattelse af digtekunst og sprogkunst (Martin Opitz) og udfolder sig i flere digtergrupper ned gennem 1600-t.: Königsbergerne med bl.a. Simon Dach, Nürnbergerne og især den anden schlesiske skole med bl.a. Daniel Caspar von Lohenstein og Christian Hofmann von Hofmannswaldau. Særlig fremragende eksponent for tysk barok var digteren og dramatikeren Andreas Gryphius omkring 1650. Bag denne tyske digtning står — foruden, som i alle lande, latindigtningen — den rige hollandske digtning og dramatik i 1600-t., der hos C. Huygens og hos J.v.d. Vondel har betydelige baroktræk.

I skandinavisk som i tysk litteratur har den moderne kunstdigtnings pionerer, hovedforfattere og epigoner klart barokpræg. I Sverige repræsenterer en del af stormagtstidens digtning en magtfuld barok, med Georg Stiernhielms epos Herkules (1658) i spidsen. Tilsvarende i Danmark: fra den poetiske og metriske reformator Arrebo over den storslåede og drøje Kingo helt frem til den pudsige C.F. Wadskiær domineres paryktidens poesi ca. 1650-1750 af forskellige typer af barokstil, både i den bibelfortællende, den stedsbeskrivende og potentathyldende og anden lejlighedsbestemte versdigtning, i hyrdedigte og ikke mindst i salme og gudelig sang: ved siden af Kingo kan her nævnes den norske Dorothe Engelbretsdatter. Holberg parodierede flere gange barokkens krukkede, "ziirlige stil" (Else David Skolemesters i Barselstuen) og dens bombastisk-episke teater (Ulysses von Ithacia): Det er barok fordømt af klassicismen.

Under inspiration fra kunsthistorien har man også forsøgt at indføre stilbegrebet manierisme i litteraturhistorien. Det har her ikke haft samme succes som "barok", der ikke blot har vundet hævd som historisk stilbetegnelse, men tillige som almen egenskabsbetegnelse ofte har fået positiv klang i stedet for den oprindelige negative. 1900-t.s positive vurdering af barokdigtningen hænger sammen med modernismen.

Med rette følte digtere og skønånder fra tiden omkring 1. Verdenskrig, at barokdigtningens metafysiske og dramatiske faldhøjde, intellektuelle kompleksitet eller dristige billedsprog var beslægtet med deres egen kunstneriske radikalitet. Således havde og skabte T.S. Eliot lydhørhed for Donne; de tyske ekspressionister og Walter Benjamin for bl.a. Gryphius; de spanske digtere af "27-generationen" for Gongora. Den amerikanske forkærlighed for at opfatte digtning som "baroque" har nok nykritiske rødder, men er sikkert også bestemt af oplevelsen af modernistisk og postmodernistisk "sær" litteratur (fx romanforfatteren Thomas Pynchon); en historisk barok i europæisk mening har USA naturligvis ikke.

I Danmark er forskningen af den litterære barok indledt meget tidligt med Valdemar Vedels behandling (1914 og 1918) af især den italienske og spanske kultur; han arbejdede såvel med billed- og bygningskunst (og musik) som med litteratur. Særlig indflydelsesrig blev i mellemkrigstiden den tyske dyrkelse af barokken som ideologisk og digterisk størrelse, kyndigt formidlet af germanisten Erik Lunding. Den tyske inspiration var kraftig i den nyvurdering af den — naturligvis også før kendte og studerede — danske barokdigtning, der fremkaldtes ved en professorkonkurrence i København 1935; Ejnar Thomsens bidrag herfra, Barokken i dansk Digtning, blev i 1971 udgivet af hans elev E. Sønderholm, litteraturhistoriker og selv barokspecialist. Til diskussionen af barokkens plads og karakter i fransk litteratur gav romanisten John Pedersen et koncist bidrag med en disputats 1974 om billedsproget hos en gruppe franske digtere i 1600-t.

Læs videre i Den Store Danske

  • Barok – kunsthåndværk her
  • Barok -musik her
  • Barok – teater her
  • Barok – dans her

Litteratur

  • Pedersen, John (2003). Barok. En antologi. (København: Gyldendal)

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig