Valdemar Vedel var en dansk litteraturforsker, kritiker og litterat. Han var professor i almindelig litteraturhistorie ved Københavns Universitet i årene 1911 til 1933.
Valdemar Vedel
Faktaboks
Valdemar Vedel
- Født
- 9. november 1865, København
- Død
- 16. februar 1942, Hillerød
Valdemar Vedel. Fotografi fra 1890'erne.
En bred akademiker og engageret folkeoplyser
Vedel blev cand.jur. i 1887, og året efter vandt han guldmedalje for en filosofisk prisopgave om forholdet mellem ret og moral, samtidig med at han fik udgivet en – delvis selvbiografisk – roman om en tvivlrådig ung akademiker Stavnsbånd. Fortælling (1888). Foruden en lang række litterære artikler fik han dernæst antaget en disputats Studier over Guldalderen i dansk Digtning (1890) inden for litteraturhistorie-området.
Denne betydelige aktivitet og spændvidde for en mand i en ung alder fortsatte med assistentansættelse i Kultusministeret, privatundervisning, kulturhistoriske forelæsninger ved Kunstakademiet, flittigt anmelderi ved de førende kulturelle tidsskrifter Illustreret Tidende og Tilskueren. Inden for samme år udgav han en rejsebog fra Italien og en afhandling om Dante Alighieri, og han var medarbejder ved Salmonsens nyskabende leksikon, inden han i 1895 blev docent i almindelig litteraturhistorie ved Københavns Universitet. I årene derefter forelæste han ved Folkeuniversitetet, var i 14 år chef for Københavns Kommunes Biblioteker, i syv år hovedredaktør af det nævnte Tilskueren og bl.a. bidragyder til den første danske videnskabelige verdenslitteraturhistorie.
Vedel stod som en markant aktør og intellektuel autoritet i tidens litterære liv, blomstrende publicitet og nye folkeoplysning; han havde en radikal side med inspiration fra Georg Brandes og Studentersamfundets sociale tænkning, men havde også stærk inspiration fra 1890'ernes æsteticisme og sjælsdyrkelse og – fremdeles fra sit storborgerlige ophavsmiljø – en side med mange konservative træk.
Litteratur- og kulturhistorie
Til hans tidlige fagbøger talte foruden den opsigtvækkende disputats (genudgivet 1948, 1967), der bidrog til at konstruere det sejlivede guldalderbegreb i dansk litteraturhistorie, en fornem oversigt over svensk 1700-1800-tals-litteratur Svensk Romantik (1894) og en koncis forfatterskabsbog Holger Drachmann (1909), hvortil kom mange artikler/essays, senere samlet i bl.a. Menneskelighed (1920).
I et stort firebinds-værk Middelalderlige Kulturidealer: 1. Helteliv, 2. Ridderromantikken, 3. Bag Klostermure, 4. By og Borger i Middelalderen (1901-1911) gennemgik Vedel mange dele af middelalderens samfund og normer. Sin tilgang betegnede han som kulturpsykologiske forsøg (kulturens indflydelse på de mennesker der vokser op i den), og han var tydeligvis optaget af den tidsperiode som muligt modbillede til sin samtids modernitet og kulturopløsning.
Professor i litteraturhistorie og litteraturvidenskab
Den aldrende Valdemar Vedel holder foredrag for en fyldt sal på Sorbonne, Paris. Billedet er taget omkring 1930.
I 1911 blev Vedel forfremmet med et ekstraordinært professorat i sit fag, almindelig litteraturhistorie, i 1918 blev det gjort ordinært og omdøbt til almindelig litteraturvidenskab. Det var et mere eksklusivt magisterfag end skoleembedsfagene, men han indgik tillige i undervisningen af studerende i dansk og andre af gymnasiets fag.
Han skrev fortsat tidsskriftartikler, udgav tekster og bidrog til folkeoplysning. Derudover virkede han med stor kontinuitet gennem ca. 20 år bredt som anmelder i landets førende konservative dagblad Nationaltidende, især af teaterforestillinger fra det klassiske repertoire. Påfaldende er det dog på den anden side, at litteraturprofessoren i de sidste 30 år af sit liv stort set ikke ytrede sig om sin samtids danske litteratur og forfattere, hverken i Nationaltidende eller andre steder. Bredden i hans aktiviteter tog af, efter sigende også tynget af forpligtelsen på embedsopgaver og fagets tradition.
Lærd europæisk litteraturhistorie
Vedels senere forskning blev således stærkt historisk, hvor han med bred sprogbeherskelse fortsatte sin omfattende afsøgning af perioder i europæisk litteratur- og kulturhistorie: Barok i italiensk og spansk Aandsliv (1918), Renæssancens Frembrud. Et Stykke Aandshistorie (1922), Højrenæssancen Syd og Nord for Alperne (1923), sluttende med tre bind Fransk Klassik om 1600-tallets betydningsfulde dramatikere: Corneille og hans Samtid, Molière, og Racine (1927-1932). Det var højt anerkendte afhandlinger, men udpræget også for et snævrere publikum; flere af dem, de tidligere om middelalderen inklusive, blev oversat til svensk, fransk, spansk og hollandsk.
Der foreligger mange respektfulde vidnesbyrd fra hans kolleger og studerende om stor faglig og personlig inspiration fra Vedel – når bølgelængden var til stede, men også om en meget sammensat, tvivlende og ikke i alt tilgængelig person. I hans otium tog produktivitet og samtidsengagement af, og han levede tilbagetrukket og delvis resigneret. Om hans bestræbelse på at forbinde kunst og videnskab med liv foreligger en posthumt udgivet essaysamling Liv og Kunst, 1-2 (1949). Han var medlem af Videnskabernes Selskab fra 1913.
Læs mere i Den Store Danske
Litteratur
Københavns Universitet 1479-1979, IX,2, 1979, G.E.C. Gads Forlag.
Vilhelm Andersen, Valdemar Vedel – brevveksling, v P. Dahl, 1987, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.