balau

Det er mellemstore til meget store, semi-løvfældende træer med en højde på op til 60(-75) m. Stammen er lige, cylindrisk og ugrenet op til en højde på 6-25(-40) m og med en diameter på op til 180(-300) cm. Der er fremtrædende brætrødder, op til 5 m høje og meget tynde, som vokser mere eller mindre spiralformet væk fra stammen. Den grå, røde eller brune barkoverflade har furer i længderetningen eller med et firkantet snit sprækket og sædvanligvis skællet, affaldende i tynde, flade skæl. Den ydre bark er sædvanligvis forholdsvis tynd, mens den indre bark er gullig til grønliggul eller rød og afgiver en klar, klæbrig, svagt gullig eller brunlig harpiks. Kronen er halvkugleformet eller kuppelformet, sympodial.

Balau er et tungt hårdttræ. Kerneveddet er gulligt- til rødbrunt, når det er nyopskåret, og skifter til rødbrunt, mørkt lilla-brunt ved eksponering. Det er moderat tydeligt afgrænset fra det lysere splintved som er gulligt- til rødligt- eller lillabrunt. Det radiale snit/kvartsavet overflade viser et stribemønster, endefladen har en metallisk glans og er variabelt blank. Densiteten er (600-)850-1160 kg/m³ ved 15 procents fugtindhold.

Tømmerets årer er lige til spiralformet eller med modvækst. Teksturen varierer fra fin til grov, generelt moderat grov til grov. Vækstringe mangler, men de lange tangentielle bånd af harpikskanaler har hvidt indhold, og parenkymet er forbundet med dem, hvilket kan give et indtryk af vækstringe. Karrene er nogenlunde jævnt fordelt, men med tilbøjelighed til at danne korte, skrå linjer, for det meste fyldte med tyller, men uden aflejringer, synlige for det blotte øje. Parenkymet er ikke adskilt uden en korkpore; marvstrålerne har brune aflejringer og er synlige for det blotte øje, men ikke iøjnefaldende på den radiale overflade. Bølget lysbrydning som følge af skråtstillede fibre (vimmer) mangler for det meste.

Veddet er vejrfast og slidstærkt. Balau tørrer langsomt med moderate til svære kastning og små til svære vindskævheder. Overfladerevner er moderate, men tømmeret slår sig ikke. Lufttørringen af 15 mm og 40 mm tykke plader tager henholdsvis ca. 4 måneder og 10 måneder.

Shorea er den økonomisk vigtigste træslægt i Asiens fugtige troper. Balau er særlig velegnet til alle former for tungt byggearbejde såsom broer, kajer, jernbanesveller, telegraf- og elledningspæle, bådebyggeri og minerekvisitter. Tømmerets holdbarhed gør det særlig værdifuldt i troperne, hvor det også kan bruges under fugtige forhold og i kontakt med jorden. Tømmeret er også velegnet i huse til vægplader, karme, gulvstrøer, stolper, bjælker, trapper samt dør- og vinduesrammer. Det bruges ofte til parketgulve eller som gulvtømmer, selv om kun de tungeste kvaliteter er egnede til tunge industrigulve. Andre anvendelser af tømmeret er bl.a. udskydning af køl og ribber, hegnspæle og porte, bilkarosserier, jernbanevogne og vogne, motorvogne, kar og andre containere samt snedkerarbejde. På grund af dets ofte glatte overflade, når det er vådt, er det ikke egnet til skibsdæk. Da det er for hårdt og for tæt, er det generelt uegnet til fremstilling af krydsfiner og finer eller til hårde plader eller papirmasse. Ved blanding med lettere materiale er fremstillingen af tilfredsstillende spånplader mulig.

Balaus forarbejdningsegenskaber vurderes som moderat vanskelige. Savegenskaberne er moderat lette til lidt svære for friskt tømmer, men lufttørret tømmer er lidt vanskeligt til svært at save. Det er nem at dreje og giver en glat finish. I frisk tilstand er det let at bore, og finishen er glat, men boring af lufttørret træ er lidt vanskelig. Høvleegenskaberne i frisk tilstand spænder fra let til lidt vanskelig, hvilket giver en glat finish; høvling af lufttørret træ er vanskeligere. Blandt de testede arter er S. laevis den letteste at bearbejde, mens S. maxwelliana er den vanskeligste. Sømmeegenskaberne vurderes som dårlig, og tømmeret flækker let.

Kerneveddet er naturligt holdbart, men splintvedet er modtageligt for svampeangreb. I forsøg viste ubehandlede pæle (50 mm × 50 mm × 600 mm) af S. maxwelliana en gennemsnitlig levetid på 16 år, mens pæle af S. laevis havde en levetid på 7,5 år. Ubehandlede jernbanesveller af S. laevis og S. glauca holdt mindst henholdsvis 15 år og 11 år under tropiske forhold. Laboratorieforsøg i Indonesien har vist, at træ af S. laevis er modstandsdygtigt over for tømmerråd, men udviser ringe modstandsdygtighed over for termitter, der angriber tørt træ. Kerneveddet er svært at behandle med konserveringsmidler, men splintvedet er gennemtrængeligt.

Flere arter giver en dammar-harpiks, som for det meste er af ringere kvalitet og ikke anvendelig til lak. Dammaren er dog nogle gange indsamlet fra naturlige udsivninger for at danne hovedbestanddelen i damar laut (fernis af dammar-harpiks), der lokalt bruges til fremstilling af fakler. Bark og tømmer fra nogle Shorea-arter (fx S. robusta, S. obtusa og S. siamensis) indeholder tanniner.

Frugterne af mange arter kan koges og spises (hovedsageligt ved hungersnød). Nogle få arter (fx S. seminis) har frugter, hvorfra der udvindes et fedtstof svarende til kakaosmør. Det bruges i Europa til fremstilling af chokolade og kosmetik og blev tidligere brugt i sæber, stearinlys og talg. Frugterne kaldes ofte illipe-nødder, hvilket kan føre til forveksling med illipe-nødden fra træer i slægten Madhuca (Sapotaceae).

Tømmeret fra S. laevis handles ofte under det karakteristiske navn bangkirai, mens Hopea-arter med kraftigt træ (giam) kan handles som balau. Samtidig handles tømmeret fra nogle arter (fx S. elliptica, S. kunstleri) som rød balau eller rød meranti, afhængig af tømmerets tæthed. Der er derfor ikke en klar skelnen mellem disse handelsgrupper.

Den største artsdiversitet i Shorea-slægten generelt og af balau- og rød balau-handelsgrupperne i særdeleshed nås i lavlandsskov, som er truet af rydning til landbrug og udviklingsprojekter. For at beskytte de forskellige Shorea-arter bør der straks tages skridt til at bevare store områder af lavlandsskov med forskellige økologiske levesteder. I disse reservater bør skoven holdes fri for enhver menneskelig forstyrrelse. Balau- og rød balau-producerende Shorea-arter er ikke lovende til etablering af plantager. De hurtigere voksende meranti-producerende arter med lettere tømmer er derimod bedre egnet til udplantning.

• Dipterocarpaceae