austroasiatiske sprog

Austroasiatiske sprog, (første led af lat. auster 'syd'), sprogfamilie, der omfatter ca. 100 mio. mennesker og ca. 150 sprog, først opstillet af den østrigske antropolog Ernst Kuhn i 1889. I 1906 videreførte Wilhelm Schmidt med baggrund i ordforråd, fonologi og morfologi disse studier, og han foreslog dels navnet austroasiatisk, dels at forene austroasiatisk med austronesisk i en fælles sprogæt, austrisk, men det sidste forslag har ikke vundet almindelig anerkendelse. Se også austriske sprog.

De austroasiatiske sprogs udvikling er præget af, at mens mundasprogene i vest har fjernet sig fra mon-khmer under indflydelse af indiske sprog, har vietnamesisk fjernet sig fra de øvrige mon-khmer-sprog på grund af en flere tusinde år gammel påvirkning fra kinesisk. Chamsprogene i Vietnam blev tidligere anset for at være mon-khmer-sprog på grund af ligheder i fonologi og grammatik, men i dag står det klart, at de grundlæggende er austronesiske.

Man skelner mellem tre klasser inden for austroasiatisk: munda, nicobarisk og mon-khmer. Hertil kommer aslisprogene, der tales i Malaysia og er beslægtet med de sydlige mon-khmer-sprog.

Et skriftsprog kan dokumenteres i såvel mon- og khmer-sprog, som begge allerede ca. 600 e.Kr. havde en skrift af indisk oprindelse. Vietnameserne skrev oprindelig kinesisk, men fra omkring 700-t. udvikledes endvidere tegn af kinesisk type til en særlig vietnamesisk skrift. I midten af 1600-t. blev en vietnamesisk retskrivning med latinsk alfabet efterhånden udbredt. I 1910 afskaffedes de kinesisk inspirerede tegn officielt.

Udforskningen og klassifikationen af de austroasiatiske sprog gjorde store fremskridt i slutningen af 1900-t., om end adskillige mon-khmer-sprog fortsat er stort set uudforskede. Der opdages stadig nye mon-khmer-sprog i Indokina, dvs. i den østlige del af SØ-Asien. Hvad angår slægtskabet mellem munda og mon-khmer, må den genetiske og geografiske sammenhæng mellem disse to underfamilier anses for uafklaret; det er tænkeligt, at der både er tale om en tidlig opsplitning i to grene og om en eller anden grad af senere kontakt mellem dem.