Yussuf Poulsen er en dansk fodboldspiller, der spiller for den tyske klub RB Leipzig i Bundesligaen og for det danske landshold. Yussuf Poulsen er angriber og har spillet i alt 75 landskampe og scoret 12 mål for Danmark (pr. 20. november 2023).

Yussuf Poulsen
Faktaboks
Yussuf Yurary Poulsen
- Født
- 15. juni 1994, København
Yussuf Poulsens klubkarriere

Yussuf Poulsen blev født i København og begyndte at spille fodbold i BK Skjold, inden han skiftede til Lyngby BK, hvor han i 2011 debuterede på klubbens førstehold. I 2013 blev han solgt til Leipzig på en fireårig kontrakt, som siden er blevet forlænget flere gange. Med sin målfarlighed var Yussuf Poulsen en stærkt medvirkende årsag til, at Leipzig i 2014 rykkede op fra den tredjebedste række (3. Liga) til den næstbedste (2. Bundesliga) og i 2016 fra den næstbedste til den bedste (Bundesligaen), hvor klubben siden har befundet sig. Med Leipzig har Yussuf Poulsen vundet den tyske pokalturnering i både 2022 og 2023 samt den tyske Super Cup i 2023.
Klubber som seniorspiller
- Lyngby (2011-2013)
- Leipzig (2013-)
Titler
- Tysk pokalvinder med Leipzig i 2022 og 2023
Yussuf Poulsen på landsholdet
Yussuf Poulsen har spillet på alle DBU’s ungdomslandshold og fik i 2014 debut på A-landsholdet under Morten Olsen. Han deltog i VM i Rusland i 2018, hvor han scorede det enlige mål i 1-0-sejren over Peru, og i EM i 2021 (udsat fra 2020 pga. coronapandemien), hvor han scorede mod både Belgien og Rusland i gruppespillet. Yussuf Poulsen var også med i truppen til VM i 2022, men kom ikke på banen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.