Welf

Artikelstart

Welf, sydtysk slægt, der føres tilbage til grev Welf (d. ca. 820) og deles i et ældre og et yngre dynasti. Grev Welfs døtre blev gift med hhv. Ludvig 1. den Fromme og Ludvig 2. den Tyske, hvormed slægten knyttedes til karolingerne. Fra grev Welf nedstammer i mandslinjen en gren, der 888-1032 var konger af Burgund og Arelat, og en gren, som med Welf 3. (d. 1055) i 1047 fik hertugdømmet Kärnten. Welf 3.s søster ægtede en markgreve af slægten Este; deres søn blev i 1070 som Welf 1. (d. 1101) hertug af Bayern og grundlægger af det yngre dynasti.

Welferne stillede sig i spidsen for et sydtysk oprør imod den tysk-romerske kejser og kom snart efter i konflikt med slægten Hohenstaufen, der selv tragtede efter kejserkronen. Under den magtfulde welfiske hertug Henrik Løve af Sachsen og Bayern kom det i anden halvdel af 1100-t. til åben krig med den staufiske tysk-romerske kejser Frederik 1. Barbarossa, og Henrik Løve blev tvunget i landflygtighed. Hans søn Otto 4. blev kejser i 1209, men en varig fred mellem welfer og staufer kom først i stand ca. 1235, da den staufiske kejser Frederik 2. gjorde Otto Barn til hertug af Braunschweig-Lüneburg. Snart efter splittedes slægten i en række mindre grene, men i formen guelfer levede navnet Welf videre i Italien som betegnelse for pavens tilhængere over for de prokejserlige ghibelliner.

Slægten fik atter storpolitisk betydning, da den welfiske kurfyrste af Hannover i 1714 som George 1. blev konge af Storbritannien og Irland.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig