Welf

Welf, sydtysk slægt, der føres tilbage til grev Welf (d. ca. 820) og deles i et ældre og et yngre dynasti. Grev Welfs døtre blev gift med hhv. Ludvig 1. den Fromme og Ludvig 2. den Tyske, hvormed slægten knyttedes til karolingerne. Fra grev Welf nedstammer i mandslinjen en gren, der 888-1032 var konger af Burgund og Arelat, og en gren, som med Welf 3. (d. 1055) i 1047 fik hertugdømmet Kärnten. Welf 3.s søster ægtede en markgreve af slægten Este; deres søn blev i 1070 som Welf 1. (d. 1101) hertug af Bayern og grundlægger af det yngre dynasti.

Welferne stillede sig i spidsen for et sydtysk oprør imod den tysk-romerske kejser og kom snart efter i konflikt med slægten Hohenstaufen, der selv tragtede efter kejserkronen. Under den magtfulde welfiske hertug Henrik Løve af Sachsen og Bayern kom det i anden halvdel af 1100-t. til åben krig med den staufiske tysk-romerske kejser Frederik 1. Barbarossa, og Henrik Løve blev tvunget i landflygtighed. Hans søn Otto 4. blev kejser i 1209, men en varig fred mellem welfer og staufer kom først i stand ca. 1235, da den staufiske kejser Frederik 2. gjorde Otto Barn til hertug af Braunschweig-Lüneburg. Snart efter splittedes slægten i en række mindre grene, men i formen guelfer levede navnet Welf videre i Italien som betegnelse for pavens tilhængere over for de prokejserlige ghibelliner.

Slægten fik atter storpolitisk betydning, da den welfiske kurfyrste af Hannover i 1714 som George 1. blev konge af Storbritannien og Irland.