Otto 4., ca. 1175-19.5.1218, tysk konge fra 1198 og tysk-romersk kejser fra 1209, søn af Henrik Løve og Mathilde. Otto opholdt sig efter sin fars død i England og Normandiet. Efter Henrik 6.s død valgtes i 1198 den staufiske Philip af Schwaben til konge. En welfisk opposition valgte samme år Otto til modkonge, og han fik tillige pavens støtte. I 1206 led Otto dog et nederlag til Philip, hvorefter paven trak sin støtte tilbage. I 1208 blev Philip imidlertid myrdet, og Otto var nu enekonge. Det lykkedes ham at overtale paven til at krone sig til kejser i 1209. Ottos politik i Italien gik dog paven imod, hvorpå paven bandlyste ham. Hans politik førte også til konflikt med Danmark. I 1212 valgtes Frederik (2.) af Sicilien med stor tilslutning til modkonge. Otto selv mistede definitivt magten efter Slaget ved Bouvines 1214 mod Filip 2. August af Frankrig.