Faktaboks

Vindelev Kirke
Sogn
Vindelev Sogn
Provsti
Vejle Provsti
Stift
Haderslev Stift
Kommune
Vejle Kommune

Vindelev Kirke er en oprindeligt romansk landsbykirke ca. 10 kilometer nord for Vejle. Mest bemærkelsesværdigt ved den er de bevarede inventardele fra 1500-tallet.

Kirkebygning

Kirken består af et kor og et skib fra romansk tid. Tårnet på kirkens vestende er fra 1884.

I dag er kirken hvidkalket udvendigt, mens tagene er belagt med bly.

Den romanske kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Vindelev Kirke, hvor de ældste dele er bygget af frådsten.

I kirkens ældste dele er der bevaret enkelte oprindelige detaljer. På nordsiden af bygningen ses f.eks. tre nicher, som er de tilmurede rester af vinduer fra romansk tid.

Tilbygninger og ombygninger

Tårnet fra 1884 har øverst et pyramideformet spir. Tårnrummet blev ved opførelsen indrettet til våbenhus, hvorfor et ældre våbenhus syd for skibet blev revet ned ved samme lejlighed. Tårnet blev kalket i 2002, før da var murværket af røde mursten synligt.

Kirkens indre

Indvendigt præges kirkerummet særligt af de hvidkalkede vægge og det ligeledes hvidmalede bræddeloft.

Inventar og gravminder i Vindelev Kirke

Inventaret i Vindelev Kirke er fra flere forskellige perioder. Særligt 1500-tallet er stærkt repræsenteret.

Døbefont fra romansk tid

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den er udsmykket med udhuggede dobbelte løver på kummen, mens foden har felter med relieffer af en fugl, en løve og Livets Træ.

Inventar fra 1500-tallet

Korbuekrucifikset, som i dag hænger på skibets nordvæg, er fra omkring 1520. Selve korset er fra 1936. Krucifikset har oprindeligt indgået i en korbuekrucifiksgruppe, hvor der også var en figur af Jomfru Maria og apostlen Johannes. I dag er kun Johannesfiguren bevaret, og er ophængt overfor krucifikset på skibets sydmur.

Dåbsfadet i døbefonten er sydtysk, og stammer fra omkring 1575.

Prædikestolen i ungrenæssancestil er fra 1578. Den er opbygget af fire fag, som er udsmykket med engle og Jesusmonogrammer. Felterne opdeles af udskårne søjler, som øverst er afsluttet med skæggede mandshoveder.

Altertavle fra 1992

Kirkens altertavle er fra 1992, og er malet af kunstneren Knud Nielsen. Det farverige abstrakte motiv, med titlen ”Den Signede Dag” er malet med inspiration i salmebogens salme 402, ”Den signede dag med fryd vi ser”.

Knud Nielsen stod også i 1993 at give bænkene fra 1936 de diskrete farverige felter, der i dag pryder deres gavle.

Gravminder

På kirkegården er bevaret adskillige gravsten fra 1800-tallet, herunder særligt interessant en såkaldt bondegravsten fra 1813.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig