Vietnams historie

Oprindelsen til befolkningen er ikke fuldt klarlagt, men man mener, at en særlig etnisk identitet opstod mellem 200 f.v.t. og 200 e.v.t. med en blanding af kulturelementer fra især viet og tai, elementer fra det indonesiske område og fra ca. 100 e.v.t. desuden med kinesisk islæt. Dette afspejler sig også i sproget.

I 112 e.v.t. blev det nordlige Vietnam indlemmet i Handynastiets imperium og forblev en kinesisk provins indtil efter Tangdynastiets opløsning og etableringen af Dai Viet-riget i begyndelsen af 900-tallet. Dai Viet, som byggede på kinesiske institutioner, blev en ret centraliseret stat med hovedstad i Hanoi.

Både mongolske og kinesiske invasioner blev med held slået tilbage i de følgende århundreder, og riget ekspanderede mod syd ind i det hinduistisk-buddhistiske Champarige, som faldt i 1471, og senere i Khmerriget længere mod syd i Mekongdeltaet. Dai Viet blev styret af skiftende dynastier, bl.a. Ly- og Le-; fra 1500-tallet var den reelle magt imidlertid delt mellem familierne Trinh i nord og Nguyen i syd.

I 1802 blev landet samlet under Nguyen-familiens leder, der blev kejser under navnet Gia Long og gjorde Huê til hovedstad i det nye rige, Viêt Nam.

I perioden 1858-1885 blev Vietnam erobret af Frankrig. Den nye franske koloni, Indokina, blev opdelt i tre vietnamesiske dele, Tonkin (Bac Bô), Annam (Trung Bô), Cochinkina (Nam Bô), og i Cambodja og Laos. Cochinkina blev styret direkte fra Paris, mens de øvrige delkolonier fik lokale regeringer under fransk overherredømme.

Franske kolonister erhvervede sig store jordejendomme, især i Cochinkina, og ny jord blev inddraget til risdyrkning. En stor del af risen gik til eksport og blev opkøbt af kinesiske mellemmænd og rismølleejere. Den voksende bilindustri i Vesten medførte, at gummiproduktionen på franske plantager øgedes kraftigt fra 1920'erne, ligesom minedriften blev udviklet.

Udviklingen prægede især Saigonområdet og det øvrige Sydvietnam med store sociale forandringer og nye samfundsstrukturer til følge. I det tætbefolkede delta omkring Den Røde Flod i nord udvikledes ikke samme omfattende sociale skel. Her opstod flere moderne industrier inden for bl.a. tekstil-, øl- og cementproduktion. Minedriften ekspanderede, og en arbejderklasse spirede frem. Den franske generalguvernør havde desuden administrativt hovedsæde i Hanoi.

Den tidlige modstand mod kolonimagten fra især vietnamesiske mandariner og intellektuelle blev undertrykt i slutningen af 1890'erne, men efter århundredskiftet voksede ny modstand frem, nu i form af mere moderne nationalisme med både japanske, kinesiske og vestlige forbilleder. Forskellige nationalistiske, trotskistiske og kommunistiske partier og grupperinger opstod i 1920'erne i de voksende byer, og flere oprør fandt sted 1929-1930. Efter at Folkefronten i 1936 var kommet til magten i Frankrig, kunne modstanden formuleres mere åbent, og da Japan i 1941 erobrede Vietnam, blev modstanden samlet i Viet Minh, en fælles front af antijapanske og antifranske kræfter med kommunisterne som centrale figurer.

Efter Japans kapitulation i august 1945 greb Viet Minh chancen: den 2.september 1945 udråbte Ho Chi Minh i Hanoi Den Demokratiske Republik Vietnam. Det blev indledningen til en langvarig krig med den franske kolonimagt, der trods amerikansk støtte i 1954 led afgørende nederlag ved den strategisk vigtige Dien-Bien-Phu-fæstning nær grænsen til Laos og Kina.

På en international konference i Genève samme år blev det besluttet, at Vietnam midlertidigt skulle deles ved den 17. breddegrad for senere at blive genforenet efter afholdelsen af valg. Ngo Dinh Diem blev af den tidligere kejser, Bao Dai, udpeget til premierminister i den nyoprettede republik Sydvietnam.

I 1955 udråbte Ngo sig til præsident; af frygt for at Ho Chi Minh og kommunisterne i nord skulle vinde det planlagte valg, saboterede han det med amerikansk støtte. Dermed var Vietnam de facto delt, og kimen lagt til en ny krig.

Under kommunistpartiets ledelse indledtes i Nordvietnam radikale jordreformer, kollektivisering af landbruget og industrialisering efter socialistisk mønster. En modstandsbevægelse, Front national de libération du Viêt-nam du sud, FNL, blev dannet i Sydvietnam i 1960. FNL bestod af en bred vifte af organisationer, men var under betydelig indflydelse fra kommunistpartiet.

Det sydvietnamesiske styre blev svækket, ikke mindst efter buddhistiske munkes protester, der bl.a. tog form af selvbrænding. Samtidig blev USA trinvis mere involveret, og USA begyndte at lede efter nye lederemner. Diems regering blev i 1963 væltet ved et kup, og han selv blev dræbt. Sydvietnam forblev imidlertid ustabilt; antallet af amerikanske militære rådgivere i Sydvietnam voksede, og snart var krigen en realitet, selvom den ikke var officielt erklæret; se Vietnamkrigen.